“Jeg var fed og lavede ikke andet end at spille computerspil.”


Det var den konstatering, der afgjorde, at Momen Machlah valgte at deltage i Parkour-træningen i Globus1, i forbindelse med Fed Ferie, tilbage i 2009.

Momen havde et år tidligere set en parkour-video på nettet og var fascineret af sporten. Da tilbuddet om træningen et år senere poppede frem i flyeren fra Fed Ferie, var Momen fast bestemt på, at det skulle han være med til.

I dag, otte år senere, viser det sig, at det var et godt valg, da Momen nu både er lønnet chefinstruktør hos Aarhus Parkour, samt har optrådt for både de royale og for store virksomheder.

 

Momen bor på Toveshøj, og til daglig læser han religionsvidenskab på Aarhus Universitet.


“Jeg har valgt denne uddannelse primært af interesse, men jeg ønsker at fortsætte med en kandidat i samfundsfag og håber på at arbejde med diplomati, krigsforskning og politik i Mellemøsten, hvor religion er aktør i politik,” fortæller Momen om sit uddannelsesvalg.

Sport påvirker uddannelsen

Selvom sport og uddannelse for mange er to separate ting i hverdagen, er det for Momen aspekter af livet, der går hånd i hånd.

“Parkour har påvirket min uddannelse, selvdisciplin og mit forhold til træning, mennesker, frygt og venner,” fortæller Momen om hvordan et godt træningsmiljø har udviklet ham til den han er i dag.


“Jeg har lært, at hvis jeg gerne vil noget, så skal jeg give det den tid det kræver, også selvom det ikke er noget jeg har lyst til.”

Denne mentalitet mener Momen har hjulpet ham med lektierne på uddannelsen, samt træning og andre hverdagsting. Derudover har de ekstreme situationer forbundet med Parkour, samt det at hoppe fra høje højder, hjulpet Momen til at holde til mere.


“Mange folk misforstår parkour-udøvere og tror vi er ligeglade med vores liv, men jeg mener, at vi måske forstår livet meget mere, da vi har stået ansigt til ansigt med døden.”


Momen fortæller dog i forlængelse af dette, at han aldrig går ind til et hop uden tusindvis af timers træning, så når det gælder, har han styr på sine ting.

I toppen af parkour-udøvere

Lige nu har Momen fokus på uddannelsen og vil i fremtiden arbejde hen imod at hjælpe folk og løse konflikter gennem sin uddannelse.


Den ellers ydmyge Momen får vi i slutningen af interviewet presset til at sige, at han i Danmark ligger i top 5 procent af alle parkour-udøvere og er derfor velkendt blandt de bedste udøvere.


Momen fortæller afslutningsvist, at hvis man ved at høre hans historien kan nikke genkendende til hans tidligere, langsomme og kedelige, livsstil, skal man sætte sig et mål og gøre det, der skal til for at opnå det.

Har du mod på at se et par vilde videoer med Momen og hans parkourvenner?
https://www.youtube.com/watch?v=jZgy_w89cl8
https://www.youtube.com/watch?v=mRMz_M_7fZ4