Portalen og bladet gellerup.nu står næste år i en meget vanskelig situation, hvis der ikke kan skaffes midler til at sikre en fortsættelse.
Meningen var, at de to afdelingsbestyrelser og andre interessenter skulle være med til at forankre driften nu, hvor de boligsociale midler hører op. Ikke nødvendigvis på samme niveau som i dag, hvor der er en fuldtidsansat beboerredaktør og en redaktionsmedarbejder på halv tid. Men dog på et vist niveau, så de frivillige bydelsreportere sikres en medarbejder til at koordinere, ideudvikle og redigere. Ja, måske ligefrem også undervise kommende frivillige.
Det boligsociale Sekretariat havde sendt afdelingsbestyrelserne et oplæg, hvor den samlede udgift – inklusive trykning af beboerbladet og en halvtidsansat medarbejder – ville blive på 335.000 kr.
Et rundt nul
Afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken har dog vendt tommelfingeren nedad. Indtil videre, i hvert fald.
Gellerupparken ønsker slet ikke at støtte de projekter, der nu afsluttes med den nuværende helhedsplan. Det besluttede afdelingsbestyrelsen på det seneste møde 24. august.
Afdelingsbestyrelsen på Toveshøj var meget overrasket over, at Gellerupparken slet ikke ville bevilge et driftstilskud. Derfor valgte flertallet her også at lægge niveauet meget lavt i første omgang– nemlig 20.000 kr. for hele 2018. Dog sådan, at hvis der skulle komme penge fra Gellerupparken, vil Toveshøj også lægge ekstra penge i puljen. Afdelingsbestyrelsen ønsker at redde portalen, siger afdelingsformand Anett S. Christiansen og næstformand Ilham Mohamed.
Gellerupparkens afdelingsformand Youssef Abdel Kader siger til gellerup.nu, at IT-udvalget – hvor han selv sidder – skal diskutere fremtiden for portalen, og at han ikke vil afvise, at der kan findes penge. Hvis der kan findes andre ”sponsorer”, kan Gellerupparken tage sagen op på ny, siger han.
Det trykte beboerblad forsvinder
Gellerup.nu’s beboerredaktør – denne artikels forfatter – taler derfor nu med andre interessenter i Gellerup for at se, om man kan få økonomien til at hænge bare nogenlunde sammen.
Første konklusion er, at der ikke vil være råd til at trykke bladet i fremtiden. Kun portalen og Facebook-siden har chancer for at overleve.
Har du en god idé?
Hvis du som læser og beboer har en god ide til indtægter i fremtiden, så kom med den! Vi samler på gode ideer til en overlevelses-strategi! Skriv til Birger Agergaard på biag@bbbo.dk
Under alle omstændigheder er der brug for flere frivillige skribenter. Hvis du har lyst til at deltage i et bydelsreporterkursus på godt 20 timer, så mød op til den første kursusdag på Gudrunsvej 10A (Det boligsociale Sekretariat) på torsdag kl. 17-19.