Serie: De aktive i afdelingsbestyrelserne
Verden er fyldt med materielle goder, og mange mener endda at disse goder – især i form af penge – er det mest betydningsfulde i tilværelsen.
Men det er Mohammad Edwan fra Gellerupparkens afdelingsbestyrelse slet ikke enig i. For ham handler verden ikke om penge, men om indre værdier såsom en ren samvittighed.
At have en god samvittighed er en af grundene til, at han har valgt at være frivillig. Den gode samvittighed opnår han nemlig idet han med sit engagement gør sit for at forbedre området og have indflydelse.
Mohammad arbejder for det samfund, han lever i og ønsker, at man som beboer i Gellerup får en god fremtid på trods af alt den negative medieomtale, området har fået igennem tiden. Han synes nemlig at Gellerup er helt igennem fantastisk og ønsker, at alle en dag kan se det.
I fremtiden ønsker Mohammad, at Gellerup er fyldt med glæde og med succesrige folk. Han vil gøre sit for at sikre sig, at alle beboerne vil blive hørt og at deres ønsker bliver taget seriøst. For intet er vigtigere, end at alle har en stemme og at den bliver brugt, understreger han.