Foreningernes Hus risikerer at stå aflåst og tom efter 1. januar. Ligesom de andre boligsociale projekter løber også Foreningernes Hus tør for midler til årsskiftet – og fremtiden er meget uvis.
Spørgsmålet blev rejst under Samvirkets kvartalsmøde, da boligforeningens direktør Keld Laursen fortalte om det uheldige slip, der vil opstå mellem den gamle og den kommende helhedsplan. For konsekvenserne for foreningshuset kan blive endnu større, for der er slet ikke penge nok til at drive huset for.
En beboer, Afraj Rachid, spurgte direkte: "Skal Foreningernes Hus lukkes?"
"Der er en ambition om at finde penge, men Jeg kan kun sige, at situationen ikke er afklaret," svarede Keld Laursen.
Han forklarede, at mens der indtil nytår har været et "kludetæppe" af parter, der hver har givet 200.000 kr. årligt til driften, så gælder det ikke fremover. Den fysiske helhedsplan kan ikke længere støtte, ej heller den boligsociale helhedsplan, og foreningerne selv har heller ikke kunnet nå målet på at samle 200.000 kr. årligt..
Byrådet har på det seneste besluttet at yde et tilskud på 200.000 kr. om året i fire år.