Ebtissam Mohammad er en helt almindelig kvinde fra Gellerup, som er sosu-assistent på Ceres- Huset, hvor hun sammen med kollegerne passer ældre mennesker i de 72 plejeboliger.
Eller rettere: helt almindelig er hun ikke længere, fordi hun valgte at blive politisk aktiv, da Thyra Frank (LA) blev udnævnt som ældreminister og sagde, at de ansatte jo bare kunne passe de ældre i stedet for at lave så meget papirarbejde, og at der egentlig er penge nok på plejehjemmene. Det skulle hendes private plejehjem være beviset på.
Nu er den 40-årige kvinde med palæstinensisk oprindelse opstillet til byrådsvalget i Aarhus for Enhedslisten. Det vender vi tilbage til. Først hører vi om forholdene for de ældre på plejecentrene:
Mange sygemelder sig af stress
”Der er ikke nok personale, de sygemelder sig ofte på grund af stress, og så kommer der vikarer, som ikke kender de ældres behov godt nok. De får så at vide, at de kan læse plejeplanen, men det er der ofte ikke tid til, og det er ikke alt, man kan læse ud af en plejeplan. Det går ud over de ældre, som får for lidt og ofte forkert pleje,” siger hun, der har 17 års erfaring fra ældresektoren.
Hun har gjort de samme erfaringer i hjemmeplejen, hvor hun nogle gange vikarierer. Der er for lidt tid til de gamle, blandt andet fordi transporttiden mellem hjemmene er indregnet i plejetiden.
”Derfor gjorde Thyra Franks holdninger mig så harm. For den virkelighed, jeg kender fra ældresektoren, er anderledes.”
”Politik var kedeligt”
”Men i stedet for at brokke mig besluttede jeg at ville ændre på tingene! Jeg har ellers altid syntes, at politik var kedeligt, men nu begyndte jeg at undersøge, hvad partierne står for,” siger hun.
Hendes eget netværk stemmer ofte socialdemokratisk ”…for det gør man jo, social, ikke også?” Men Ebtissam undersøgte partierne i dybden og valgte så Enhedslisten. Partiet har en god ældrepolitik og har også støttet palæstinenserne i mange sager, siger hun.
Hun meldte sig ind og begyndte at gå til møder. Bare to måneder efter fik hun en opringning fra Enhedslistens byrådsgruppe i Aarhus om, at hun burde stille op til byrådsvalget.
Børnene bakker op
”Det havde jeg ikke regnet med!” kommer det fra Ebtissam Mohammad, der er enlig mor til fire børn. Drengene er 13 og 14, pigerne er 21 og 22 år, så med lidt planlægning kan hun godt være aktiv i valgkampen – med børnenes støtte.
”Mine børn havde ikke set det komme,” smiler hun og fortsætter: ”Men de synes også det er spændende.”
Ebtissam har et bredt netværk i Gellerup, hvor hun har boet i 27 år, og selv om hun kun står på en 10. plads på opstillingslisten, håber hun på mange personlige stemmer.
Hun vil i valgkampen slå på ældrepolitikken og ikke så meget andet. Det er hendes hjemmebane – ikke uddannelse, miljøpolitik og så videre.