Om fire år vil Gellerup være så attraktivt, at det ikke kun er Bazar Vest, man kører efter. Så vil ‘Familien Aarhus’ også køre til Gellerup for at gå i Verdensbadet og få en kop tyrkisk kaffe på Verdenspladsen. 
"Fondene er begejstret for placeringen, som vi siger er ‘Centralt i Aarhus og i hjertet af Gellerup," sagde projektleder på Sports- og Kulturcampus, Heidi Frostholm, på Samvirkets møde forleden.
Hun fortalte om projektet, hvor Verdensbadet vil blive det store trækplaster for folk udefra. Man har analyseret, hvad Aarhus mangler, og familiebad og wellness bon’ede klart ud. Det vil folk gerne køre efter.
Men mens Verdensbadet ikke er sikker på at blive gennemført, så er de andre elementer sikre:

  • Beboerhus 
  • Bibliotek 
  • Bevægelseshus (‘Cirk(h)uset’) for Gøglerskolen, Cirkus Tværs, Klatreklubben og ACFC
  • Verdenspladsen
  • Kunstgræsbanen – er åbnet i 2016
  • Bypark – er ved at blive realiseret

Verdensbadet er på idestadiet, men den østrigske operatør Vamed driver mange store svømmebade, og de arbejder målrettet på at projektere et stort familiesvømmebad i Gellerup. 
"Der skal være tyrkisk hamam (tyrkisk bad, red.), finsk sauna, saltbad og andet, der hører til wellness," sagde Heidi Frostholm. 
Nye arbejdspladser til Gellerup
Hvis Verdensbadet bliver til noget, skaber der mange nye lokale arbejdspladser. Sådan skrev boligforeningens direktør Keld Laursen i det seneste nummer af Skræppebladet:
"I de næste måneder vil Vamed undersøge, om der er grundlag for at etablere hotel- og konferencefaciliteter sammen med Verdensbadet. Det skønnes, at bad og hotel kan skabe op mod 200 nye arbejdspladser, og boligforeningen og Aarhus Kommune har allerede indledt drøftelser for at sikre, at mange af de borgere i Gellerup og Toveshøj, som i dag står uden for arbejdsmarkedet, kan blive uddannet til at varetage jobs i det nye bad. På den måde kan det nye Verdensbad for alvor bidrage til at øge beskæftigelsen, fordi der skabes mange, nye og rigtige jobs.
Bliver Verdensbadet til noget, kan det stå færdigt i 2021. 
Vamed skal i givet fald drive Verdensbadet og udleje timer til blandt andet Aarhus Kommune. Heidi Frostholm sagde, at kommunen skal være med til at definere brugergrupperne på stedet. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.