City Vest har store planer om udvidelse. Ikke over broen og ind i Gellerupparken, som var de oprindelige tanker i helhedsplanen, men ind over de store parkeringspladser.
Programleder for helhedsplanen, Per Frølund, kunne på Samvirkemødet forleden orientere om visionen, som City Vest har. Da det er en vision, er der ikke besluttet noget endnu.
Med i visionen er, at der kommer en biograf igen i Gellerup. Det har der ikke været siden 1989, hvor Center Kino drejede nøglen om på øverste niveau i det daværende Gellerup Center. Center Kino drev to biografsale og en spillehal fra 1980 til 1989. Arealet skulle inddrages til butikker, som der dengang var mere behov for end biograf.
Denne gang skal den – hvis visionen bliver noget – placeres i et nybyggeri. Ud mod hjørnet af Tinesvej og Gudrunsvej tænker man placeret en biograf. På den anden parkeringsplads vest for City Vest kan der bygges boliger.
Til gengæld skal bilerne ned under jorden.
City Vests vision er også, at kun de to øverste niveauer skal være butikscenter. Det nederste niveau bør i fremtiden bruges til f.eks. en boksbutik (varehus).
Læs om dengang Bech drev biografer i Aarhus, blandt andet Center Kino