Først var det meningen at indrette plejeboliger i en boligblok på Toveshøj. Men så ændrede Aarhus Kommune helhedsplanen og afgjorde, at det var der alligevel ikke behov for.
Men der ER behov, siger en af de beboere i Gellerup, som ved noget om både kulturer og ældresektoren. Ebtissam Mohammad er af palæstinensisk oprindelse, har arbejdet med ældre mennesker i 17 år, og hun har begge sine forældre boende i Gellerup.
Ebtisssam er samtidig opstillet for Enhedslisten til byrådsvalget 21. november.
Det, der efter hendes mening er behov for, er et trygt sted for ældre, der kommer fra andre kulturer og ikke har lært det danske sprog. Det er der mange af de ældre af tyrkisk, mellemøstlig eller somalisk oprindelse, der ikke har fået lært.
”Det er vigtigt, at de har nogle at tale med på deres sprog. Det gælder både de andre beboere og personalet. Og at der eksempelvis er udenlandske kanaler på TV-et.”
Børnenes ansvar?
Men i mange kulturer opfatter børnene det som deres opgave at passe deres forældre, når de ikke kan klare sig selv mere. Vil der så være behov for plejeboliger?
”Ja, jeg tror det er på retur det med, at vi er så forpligtede over for vore forældre, at vi ikke vil have dem på plejehjem. De, der er født her i landet, har vænnet sig til den tanke, at de ikke har mulighed for at passe dem hjemme, fordi de selv arbejder. De vil i stedet besøge deres forældre ofte på plejehjemmet,” siger Ebtissam.
Forældrene taler ikke dansk
Hendes egne forældre taler ikke dansk, så de ville få det svært for dem at trives på et plejehjem, hvor der mest bor etniske danskere.
”Men hvis de ved, at de får naboer, som de kan snakke med, så ville de ikke have noget imod det,” siger Ebtissam.
Derfor understreger hun, at der er behov for plejehjem for ældre fra eksempelvis Gellerup.
”Behovet er der, og jeg ved, at mange af os, der har udenlandsk baggrund og arbejder i ældresektoren, gerne ville arbejde sådan et sted. Jeg vil i hvert fald gerne!”