Nye Borgerlige kørte tirsdag valgkaravanen forbi Grimhøjvej for at lave optagelser med formand Pernille Vermund sammen med de lokale kandidater ved skiltet foran den kontroversielle moske på Grimhøjvej i Aarhus Vest.
”Det er fordi der er kommunalvalg. Vi kører rundt i hele Danmark,” fortæller Pernille Vemund. Hun er netop blevet interviewet af et kamerahold fra TV2 sammen med Thomas Kold, der er den lokale spidskandidat til både kommunal- og regionsvalget den 21. november.
”Vi knokler herude i kommunerne, så det betyder meget, at fomanden kommer og viser, at hun sætter pris på det,” fotæller Thomas Kold.
Ingen dialogkaffe
Inde i moskeen er dagens tredje bøn netop slut. Her undrer man sig over, at der pludselig går folk rundt og tager billeder af moskeen udefra. Formanden for foreningen bag moskeen byder gæsterne ude på vejen på kaffe. Et tilbud for eksempel tidligere overrabbiner Bent Melchoir har benyttet sig af flere gange i år under de såkaldte ”Dialogkaffe”-arrangementer.
Men Nye Borgerlige er ikke interesseret i dialog med moskeen og takker nej tak til kaffen:
”For det første er det jo ikke planlagt og vi skal hurtigt videre. Det tjener heller ikke noget formål, for de ønsker jo at omstyrte det danske samfund,” mener Pernille Vermund.
Kold støtter hård linje
Nye Borgerlige mener, at Moskeen på Grimhøjvej bør lukkes. På spørgsmålet om partiet går ind for religionsfrihed, svarer formanden:
”Ja, og det harmonerer fint, for de ønsker at bekrige danskerne og misbruger vores frihed.”
Thomas Kold er ikke selv troende, og han støtter op om partiets hårde linje overfor islam:
”Når ideologi eller religion bliver skadeligt, skal man ytre sig uanset om det er Jehovas Vidner, jøder eller muslimer. Og jeg forstår slet ikke andres begrænsninger, når det gælder den slags kritik,” mener Nye Borgerliges spidskandidat.
Han vil dog ikke gå så langt som at forbyde religion eller Det Gamle Testamente:
”Nej, jeg er ikke for noget forbud. Det må de selv om. Men unge piger med tørklæde er udansk. Jeg synes ligesom resten af Nye Borgerlige, at nye indvandrere til Danmark skal have en folder om hvordan reglerne er,” mener Thomas Kold.
Ifølge Kold selv er mange af hans vælgere fra Gellerup. De er ligesom han imod den bevidstløse aktivering uden jobudsigt. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.