Jesper Kurdahl Larsen er fra 1. januar den nye boligsociale leder i Gellerup-Toveshøj. Brabrand Boligforening offentliggjorde tirsdag morgen nyheden om ansættelsen.
Han er allerede kendt i det boligsociale miljø i Aarhus, idet han fratræder stillingen som leder af Det boligsociale Fællessekretariat, som skal styrke de boligsociale indsatser i Aarhus.
Jesper Larsen tænker selv skiftet som at gå fra det ‘brede’ til det ‘konkrete’ boligsociale arbejde:
"Jeg er tiltrukket af, at arbejdet i Gellerupparken og Toveshøj er den vigtigste og største udfordring i Aarhus.. Det en stor opgave, som jeg er meget motiveret for, fordi jeg kommer tættere på opgaveløsninger, end jeg har været i fællessekretariatet."
Han ser Gellerup-Toveshøj som et meget spændende og mangfoldigt område, rig på historie og med vilje til at gå egne veje.
Fagligt er Jesper Larsen glad for, at de to afdelingsbestyrelser lægger vægt på arbejdet med at bryde en negativ social arv i den næste boligsociale helhedsplan. Han har også tidligere arbejdet med forældreroller og er glad for at kunne gøre det igen.
Leder uden ansatte fra starten
Den nye leder vil i mindst et halvt år ikke have nogen boligsociale medarbejdere eller en færdig plan. Han skal være med til at skrive den færdig og forhandle den på plads med de mange aktører i landskabet. Helhedsplanen bliver tidligst godkendt af Landsbyggefonden i juni, og vi skal over på den anden side af sommerferien, før der ansættes medarbejdere.
Udnævnelsen er så frisk, at Jesper Kurdahl Larsen endnu ikke ved, hvor han fysisk kommer til at sidde.
Indtil 1. januar, hvor den nuværende boligsociale helhedsplan slutter, er Brabrand Boligforenings direktør Keld Laursen også boligsocial leder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.