Bestyrelsen er demokratisk valgt, og den har direkte indflydelse på, hvilke aktiviteter klubben tilbyder deres medlemmer.
Abdi, Ahmed, Adam, Rabia, Mahmoud, Karim og Youssef har en helt særlig opgave i fritidsklubben i Gellerup. Ud over at være her i fritiden sammen med vennerne, udgør de også bestyrelsen i klubben. Det betyder blandt andet, at de er med til at beslutte, hvilke aktiviteter klubben tilbyder deres medlemmer. For eksempel udvalget af spil i e-sport, udflugter i og udenfor Aarhus, og arrangementer i selve klubben.
– Vi repræsenterer medlemmerne. Vi er deres stemme, fastslår Rabia og tilføjer, at bestyrelsen har fået sat en postkasse op på stedet, som alle medlemmer er velkommen til at lægge sedler i med forslag til nye tiltag eller ændringer, ligesom de også kan henvende sig direkte til bestyrelsesmedlemmerne.
– Jeg kan godt lide at være med i bestyrelsen, fordi jeg er med til at opfylde andres ønsker, siger Mahmoud.
Demokratisk valgt
Seks ud af de syv unge bestyrelsesfolk er i gang med deres allerførste bestyrelsesperiode, som begyndte i efteråret 2017. De er alle valgt demokratisk. Det vil sige, at de selv har besluttet sig for at stille op, og så har alle fritidsklubbens medlemmer haft to stemmer hver til at bestemme, hvem de ville have som repræsentanter i bestyrelsen.
Der bliver talt efter tur i bestyrelsen. Foto: Stine Pedersen
Lærer meget
Det er ikke kun fritidsklubbens medlemmer, der har gavn af at have en bestyrelse. Det er også lærerigt for Abdi, Ahmed, Adam, Rabia, Mahmoud, Karim og Youssef selv.
– Man lærer at arbejde sammen. For eksempel når vi laver en ansøgning til klubbens fritidsleder om at få noget ændret eller at få penge til et projekt. Så skal vi blive enige om, hvad der skal stå i ansøgningen, forklarer Ahmed.
Intense diskussioner i bestyrelsen. Foto: Stine Pedersen
Personalet bliver klogere
Desuden er bestyrelsen også med til at informere fritidsklubbens personale om, hvad de og deres jævnaldrende er optaget af:
– Vi ved meget om vores medlemmers interesser, men bestyrelsen kan give os noget viden, vi ikke har. Blandt andet om computerspil og e-sport – hvad der er ’in’ lige nu, siger klubpædagog Najma Mohamoud.
En af bestyrelsens kommende opgaver bliver at sætte fokus på sundhed. Det kan være i forhold til, hvad for noget mad der laves i fritidsklubben, eller at arrangere temaaften om sund kost og madvaner med besøg af en kostvejleder.