Sigrids UdeStue er et af de steder i Gellerup, hvor børnene elsker at være efter skole. Her kan de tegne, hamre og bore løs. Faktisk er det så populært et sted, at der er venteliste for nye interesserede.

Når man går ned ad Karen Blixens Boulevard mod City Vest, kan man se et gråt containerhus med grønne rammer. Det er her Sigrids UdeStue holder til. Her er der blandt andet en Tegneskole for børn. Den handler i bund og grund om at skabe kreativitet. Nogle gange sker det i kontakt med kunstnere fra udlandet.

Én ting er sikkert: Initiativet er af stor værdi for børnene i Gellerup og Toveshøj. Gruppen af børn og voksne skaber liv og mange glade minder på den fine boulevard.


Her ses Sigrids Udestue. Stedet summer af liv flere gange om ugen.

Plads til at drømme
Hvis man går bagom Sigrids UdeStue, bliver man overrasket over synet af et flot udeværksted. Her står Mohammed og kigger på sit hotel, som han selv har bygget i træ. ”Jeg vil gerne lave noget andet nu,” råber han til Lars.

Lars Henningsen er medarbejder i projektet og lærer børn og unge om de forskellige værktøjer og hvordan man bruger dem. ”Du skal lige blive færdig med dit hotel først. Vil du ikke male det? spørger han. Mohammed vil helst i gang med noget andet, men finder alligevel bøtten med maling. Han begynder at male poolen foran hotellet.


Mohammed er i gang med at male hotellets pool sammen med fritidsjobber Hussein Farah.

Tegneskole og træværksted
Hos Sigrids Stue er der mulighed for at gå fra idé til handling. Man kan for eksempel starte med at drømme om det fedeste hotel som Mohammed. Så kan man tegne hotellet og farvelægge det i tegneskolen på 1. sal.

Bagefter kan man gå ned af trapperne og ud til Byværkstedet, der ligger lige bag Sigrids Udestue. Her kan man fx bygge sit hotel i træ. Med rigtigt værktøj. Herefter kan man male det og fordybe sig i detaljerne. Måske også få slebet nogle kanter af.

Det er måske i virkeligheden det, at man er allerbedst til i Tegneskolen og Byværkstedet. Samtidig med at man får en oplæring i at bruge voksent værktøj, lærer man at gøre det i et roligt tempo, i koncentration og med respekt for de andre. Her bliver børnenes ”kanter” måske også slebet af, gennem god supervision og forbilledlig adfærd fra de voksne omkring dem.

Fra 1 til 10 børn på 20 minutter
Mens Tamer bygger sin flyvemaskine i Byværkstedet, står Lars og instruerer en dreng i at bruge en boremaskine. De er ved at bygge en træbænk. På samme tid holder en pige en veninde i hånden og trækker hende over græsset og hen til værkstedet. Hun råber: ”Hende her vil gerne starte her!” Grete – som er projektleder – svarer, at hun skal på venteliste. Der er nemlig for mange børn i forhold til antal voksne.

Hussein Farah er også i Byværkstedet. Han er ansat som Fritidsjobber hos Sigrids Stue. Han hjælper med at sørge for orden på værkstedet samtidig med, at han hjælper børnene med at bygge.

På under 20 minutter går de fra at være 1 til 10 børn. Susan er en af dem, og hun sidder ude foran Sigrids Udestue med sikkerhedsbriller på. ”Jeg elsker at komme her, fordi man lærer så meget. Jeg har også lært at tegne,” siger hun. Hun er i fuld gang med at slibe benene til den stol, som hun bygger.

Gellerup, Byværksted, Karen Blixens Boulevard
Der er både en overdækket plads, et sted hvor værktøjet ligger frit fremme og to containere med materialer som børnene kan bruge.

Der er liv i Sigrids Udestue mandag til torsdag om eftermiddagen. Hvis du vil vide mere om aktiviteterne, kan du finde info her:
sigridsstue@gmail.com eller mobil: 81921404
https://sigridsstue.wordpress.com/ eller på deres Facebookside.