Der har i den seneste tid været stor aktivitet i den røde bygning på Karen Blixens Boulevard. Huset hedder “Zebra House Gellerup” og rummer 63 lejligheder og fem erhvervslejemål. De fem lejere til butikkerne er næsten ved at falde på plads, og Gellerup.nu afslører, hvad beboerne kan glæde sig til.

Håndværkere har slidt og slæbt for at få de sidste ting på plads i de nye butikker i Zebra House. De kommer til at ligge ud til den nye bygade, Karen Blixens Boulevard i Gellerup, hvor der sker en stor forvandling for tiden.

På gaden ligger der allerede et gigantisk kommunehus ved navn Blixens, samt et spritnyt kollegium. Planen er, at stedet skal udvikle sig til et bystrøg med hyggelige cafeer og spisesteder ud til vejen. Og boulevarden skal blive områdets rygrad, som forbinder de to indkøbscentre: Bazar Vest i nord med City Vest i syd.

Byggeleder Jesper Riisgaard fra A. Enggaard kan informere, at alle kontrakter til butikkerne endnu ikke er på plads. Men forventningen er, at der kommer til at åbne et pizzaria, som også vil servere arabisk morgenmad, et asian mini-marked, en bagelbar samt en grill-restaurant. Det er dog ikke endeligt bekræftet.

Beboere venter spændt
Chadi Ali Kayed, som er beboer i Gellerup, er allerede begejstret for de nye indkøbsmuligheder: “Jeg glæder mig helt vildt over, at vi får de her butikker i området. Det kommer til at tiltrække rigtig mange mennesker, især fordi det ligger så centralt,” fortæller han.

Chadi er især glad for, at der kommer en sandwich og juicebar til Gellerup: “Jeg ved der er rigtig mange, som tager til byen for at få sig en god sandwich og sådan noget som juice”. Så det vil være fedt at kunne købe det i sit eget kvarter,” udtrykker han.

Bagel King
En af de butikker, som har kontrakten på plads, er Bagel King. Indehaveren kommer med et helt nyt koncept til området. “I Gellerupparken er der næsten kun shawarma, falafel og pizza. Med åbningen af “Bagel King” vil vi prøve at skabe et sundere alternativ til vores kunder. De vil kunne købe frisksmurte sandwiches, pastasalat og bagels,” fortæller Mohammed Akl.

Mohammed er født og opvokset i Gellerup og har fulgt forvandlingen af området tæt. Han har fået øje på det nye kundesegment, som er de yngre beboere og især studerende, som der kommer flere og flere af. Derfor vil han prøve at indrette sin forretning således, at der er plads til at kunne sidde og nyde sin mad ved et bord, hvor man også kan sidde med en computer og arbejde lidt.

Bagel King kommer til at sælge bagels til 49 kr. og sandwiches i baguette til 59 kr. Herudover vil man kunne købe milkshakes lavet fra bunden og hjemmebagte cheesecakes, der bliver leveret dagligt af deres leverandør. Man vil også kunne købe friskpresset appelsinjuice.

“Vi prøver at gøre priserne lidt billigere end på resten af markedet, så de studerende også får råd til at købe mad hos os,” fortæller Mohammed. Han slutter af med at meddele, at beboerne kan glæde sig til halv pris i åbningsugen og gratis mad til de første 25 på åbningsdagen. De regner med at lukke dørene op sidst i april måned.

Der er dog ikke fastlagt en præcis dato for, hvornår de forskellige butikker vil åbne.

Følg med på Gellerup.nu på Facebook for at holde dig orienteret.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.