I disse corona-tider er det måske ikke lige det næste fede kulturprojekt, man tænker allermest på. Men den ekstra tid som mange har fået mellem hænderne, kan være en oplagt mulighed til at udtænke nye idéer. Og lige nu er tiden til at begynde at planlægge de næste projekter! GAF hjælper gerne til.

I Gellerup Art Factory – eller bare GAF – drømmer vi om at medvirke til, at der bliver produceret endnu mere kunst og kultur i Gellerup. Og at man som beboer får endnu mere af den slags serveret om ikke helt ud i stuerne, så i hvert fald tættere på hoveddøren.

Derfor vil vi også rigtig gerne hjælpe små kulturaktører. Det kan være en forening eller bare en flok entusiaster med en god idé, som vi hjælper med at realisere deres projekter. Der er rigtig mange gode initiativer derude, men mange går i stå, fordi de ikke helt ved, hvordan de skal nå i mål. Hvor starter man? Hvem skal man snakke med? Og hvordan får vi økonomi til projektet?

Heldigvis er GAF på pletten, og vi deler gerne ud af råd og viden. Så hvis du drømmer om at lave et nyt teaterkoncept, en fernisering med al din fede kunst eller bygge verdens højeste tårn i saltdej, er du altid velkommen til at kontakte os.

Hvordan GAF støtter kunst og kultur:

  • Vi har den fedeste scene, hvor der er rigeligt med plads til at udfolde nye og vilde idéer.
  • Tilskud til lokaleleje ved åbne arrangementer der kommer områdets beboere til gode (ved konkrete ansøgninger).
  • Vi giver rådgivning og sparring på projekter.
  • Vi afvikler åbne koordinerings- og sparringsmøder (hold øje med vores Facebook-side).
  • Vi afvikler en årlig kulturfest – GAF-festen – sammen med lokale aktører.
  • Vi understøtter talentudviklingen lokalt. Har du et barn der trænger til at blive udfordret kunstnerisk? Du er altid velkommen til at kontakte os, så vil vi gerne hjælpe dit barn videre i den rigtige retning.


Hvem er GAF?
Gellerup Art Factory er en samarbejdsplatform for og drevet af kunst- og kulturaktører. Vores fornemste opgave er at understøtte lokale initiativer, så kulturlivet i Gellerupområdet bliver styrket, og man som beboer kan opleve mere kunst og kultur lige midt i sit nabolag. På sigt vil vi gerne være det naturlige omdrejningspunkt, hvor man søger hen for at koordinere, sparre og arbejde sammen om projekter. GAF skal med andre ord være en kulturfabrik; udspringet for et balstyrigt kulturliv i Gellerup og Toveshøj.

Lige nu består GAF af en styregruppe med fire aktører: Ungdomsskolen, Cirkus Tværs, Gellerup Filmværksted og Sigrids Stue.

Kig forbi!
Vi vil meget gerne være med til at få jeres projekt flyvedygtigt! Kom forbi og se vores faciliteter eller få sparring. Kontakt: info@gellerupartfactory.dk eller tlf: 23 89 74 05. Se også vores Facebook-side.