Civilsamfunds-Beredskabet i Gellerup & Toveshøj har gennem corona-nedlukningen været en central aktør, der har været med til at få lokalsamfundet til at fungere. Med sine live-sendinger på Facebook har koordinator Simon El-Zeinab informeret i tusindvis af flygtninge og indvandrere, som endnu ikke er fortrolige med det danske sprog.
Når DR og TV2 sender live fra regeringens corona-pressemøder, åbner Simon El-Zeinab også for en live-sending. Med mobilen på et stativ foran tv-apparatet derhjemme viser han pressemødet på sin Facebook-profil og på Beredskabets side og oversætter undervejs til arabisk, hvad statsminister Mette Frederiksen og sundheds-eksperterne fortæller.
Undervejs strømmer det ind med spørgsmål og kommentarer fra brugerne, og Simon El-Zeinab svarer så godt han kan, samtidig med at han opsummerer regeringens udmeldinger.
”Det er vigtigt for mig, at jeg ikke kommer med analyser eller vurderinger, men så præcist som muligt videregiver informationerne”, understreger Simon El-Zeinab.
Han er flere gange blevet spurgt, hvorfor han finder det nødvendigt at oversætte fra dansk til arabisk. Han understreger, at oversættelserne har til formål at hjælpe personer, som endnu ikke er så stærke i det danske sprog – og tallene viser, at der er et stort behov for støtte til at forstå myndighedernes udmeldinger. Live-sendingerne bliver typisk fulgt af op mod 2000 personer og med cirka 500 Facebook-delinger.
Han får som regel hjælp fra sin kone Mona, som besvarer nogle af spørgsmålene på Facebook og hjælper med at nuancere oversættelser.
Hjælp til at købe ind
Simon El-Zeinab har som koordinator af Civilsamfunds-Beredskabet i Gellerup kontakt til et stort antal foreninger og enkeltpersoner i lokalområdet. Den civile del af Beredskabet består af 22 foreninger, der bakker op og hjælper til, hvis der opstår uro i Gellerup-området. Beredskabet står også for kampagner, når der er brug for at informere de lokale familier.
Eksempelvis går repræsentanter for foreningerne hver dag en tur i lokalområdet for at sikre, at alt er roligt. De er desuden klar til at hjælpe lokale borgere, som har brug for en hånd.
I løbet af de to måneder med corona-nedlukning har Beredskabet haft særlig travlt. En del beboere har af frygt for corona-virus holdt sig hjemme, og Beredskabet har tilbudt at købe ind for dem og på anden måde yde hjælp i den svære tid.
”Rigtig mange mennesker har været urolige og bange, og jeg får mange spørgsmål om, hvordan jeg vurderer situationen. Jeg gentager, at virussen stadig er farlig, og at man skal blive ved med at vaske hænder, holde afstand og ikke deltage i store samlinger.”
Omvendt har der i mange familier været bekymring for at sende børnene i skole, da der blev åbnet for, at de yngste elever kunne møde igen. Simon El-Zeinab inviterede så rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom, til at deltage i en debat på Facebook, hvor forældrene kunne høre om skolernes restriktioner og stille spørgsmål til rådmanden.
Læs også: Beredskabet i Gellerup har oprettet en corona-hjælpegruppe på Facebook