Østjyllands Politi indfører strafskærpelseszone i et afgrænset område i Gellerup efter flere dage med påsatte brande, stenkast og anden uro i området.

Den skærpede strafzone gælder fra mandag den 8. juni kl. 22.00 og varer foreløbigt frem til tirsdag den 16. juni kl. 16.00. Formålet er at forhindre fremtidige kriminelle handlinger og på den måde genskabe trygheden i området, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den skærpede strafzone betyder, at straffen for bestemte former for utrygheds-skabende kriminalitet som for eksempel hærværk, vold mod politiet, brandstiftelse og overtrædelse af våbenloven som udgangspunkt bliver fordoblet, hvis den bliver begået inden for zonen.

Zonen går i det område, der er rammet ind af Åby Ringvej, Silkeborgvej, Edwin Rahrsvej, Hejredalsvej og Røgelvej. (se kortet oven for)

”Vi har nu gennem flere dage set, at en gruppe uromagere påsætter brande og kaster med sten og fyrværkeri og på den måde skaber stor utryghed blandt det store flertal af lovlydige borgere i området. Vi vurderer, at strafzonen kan være et værktøj til at slå ned på de personer, der laver ballade og på den måde skabe ro for alle andre derude, ” siger politiinspektør Martin Løye.

Fortsætter med patruljering, efterforskning og forebyggelse
Der har siden fredag været flere tilfælde, hvor der er blevet kastet med sten, malingbomber og fyrværkeri mod betjente og politibiler, der har været stenkast mod bybusser i området, ligesom der har været påsat brande i flere containere og skraldespande.

”Det er første gang, at Østjyllands Politi benytter sig af en skærpet strafzone, og det er et skridt, vi har taget efter nøje overvejelser. Vi har brug for at få roen tilbage i Gellerup, og vi håber, at udsigten til en markant øget straf, kan få de kriminelle til at tænke sig om en ekstra gang. De skal vide, at vi er klar til at tage de nødvendige midler i brug for at få genskabt trygheden i området, ” siger Martin Løye.

Østjyllands Politi vil fortsat være ekstra til stede i det vestlige Aarhus med synlige patruljer, ligesom det forebyggende arbejde og samarbejdet med Aarhus Kommune, boligforeninger og andre foreninger i området fortsætter.

Strafskærpelseszonen er foreløbigt sat til at vare frem til tirsdag den 16. juni kl. 16.00, men politiet kan vælge at forlænge perioden, hvis der er behov og grundlag for det.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.