En trist historie om graffiti på væggen hos garnbutikken Genuina i Hovedgaden blev lørdag vendt til noget positivt. Rami Chaabi fra Dortesvej læste indehaver Sara Brockelmans besked på Facebook og tog så penslen i egen hånd og malede det over.

Fredag aften lagde indehaver Sara Brockelmann et foto på Facebook af en graffiti-overmalet væg ved sin butik, Genuina Garn & Håndværk. Ved siden af skrev hun:

”Jeg cyklede forbi det her, her til aften. Det er jeg faktisk ret ked af at se. Jeg kommer til at male det over ret hurtigt, for jeg synes det er grimt og ødelæggende at se på.”

 Opslaget blev læst af mange, blandt andre af Rami Chaabi, som er udlært maler og indehaver af firmaet MR Byggefirma.

”Jeg kunne godt se, at hun var ked af det. Selv om hun skrev, at hun nok skulle få det malet over ret hurtigt, var jeg godt klar over, at det nok ville være der mandag morgen, når hun skulle åbne butikken. Så jeg tænkte, at jeg nok hellere selv måtte male det over”, fortæller han.

På vejen ned til Hovedgaden kørte han forbi Flügger og købte noget spærregrunder, der kunne sikre, at graffitien bagefter ikke kunne ses på den hvide væg. Og så fik væggen en gang hvid maling. Han tog bagefter et foto af væggen og sendte til Sara Brockelmann.

Hun lagde efterfølgende billedet på Facebook med teksten, ”Jeg er virkelig taknemmelig, og glad for at blive mindet om, at der heldigvis er mest af det gode rundt omkring.”

Rami Chaabi understreger, at han ikke skal have betaling for at have malet væggen:

”Vi skal være der for hinanden. Hendes reaktion var nok for mig,”.

Gellerup.nu skrev i øvrigt sidst om Rami Chaabi her i foråret, da han med sit firma, MR Byggefirma, blev kåret som månedens håndværker i april. Titlen får man på basis af gode anmeldelser på hjemmesiden håndværker.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.