21-årige Nagin Ravand fra Gellerup er netop blevet nomineret til Pigeprisen 2020 for sit frivillige arbejde med at skabe mulighed for, at også piger kan spille fodbold. På søndag arrangerer hun i Globus 1 en sports-event for piger og kvinder i lokalområdet.

I flere år har Nagin Ravand været med til at opbygge pigefodbolden i fodboldklubben ACFC i Gellerup. Og nu er hun klar til at sætte nye aktiviteter i gang. På søndag d. 20 september er hun hovedarrangør af en minifestival med sportsaktiviteter kvinder i alle aldre i Globus 1 på Gudrunsvej.

Det er organisationen Girl Power Organisation, der afholder ”European Week of Sport” og i den forbindelse har spurgt Nagin Ravand, om hun vil afholde en event i Gellerup.

”Det sagde jeg straks ja til. Vi håber, at en masse kvinder får lyst til at bruge en dag sammen på en masse fælles aktiviteter. Målet er, at flere får lyst til at leve en sund livsstil og gå ud og deltage i foreningslivet”.

Undervejs i planlægningen har hun indgået samarbejde med blandt andre Kvinfo, Bydelsmødrene, Game, mens også den lokale bokser Nadia Helmy Ahmed bliver en del af arrangementet.

”Jeg håber, at rigtig mange har lyst til at komme og opleve de forskellige muligheder for at dyrke sport. Det er en misforståelse, at sport kun er for unge.  Alle er velkomne – fra de fodboldpiger, jeg selv har trænet, til kvinder på min mors alder og ældre.”

Det hele går løs søndag kl. 12, hvor der er velkomst og uddeling af goodie-bags og t-shirts. Derefter kan man bl.a. prøve streetfodbold, basketball og forskellige former for freestyle. Og alle corona-restriktionerne vil naturligvis blive overholdt, understreger hun.

Som en del af arrangementet vil Nagin Ravand også inddrage mændene, så hun har inviteret til en fodboldturnering søndag aften, Street Elite, der allerede er helt udsolgt.

I konkurrence med Jada og Female Invest
Samtidig er Nagin Ravand netop af Planbørnefonden indstillet til Pigeprisen 2020, først og fremmest begrundet i hendes arbejde for pigefodbolden i Gellerup:

”Gennem forældreinddragelse, samarbejde og fodboldfaglighed har Nagin fået en masse piger ind på fodboldbanen i Gellerup i Aarhus. Et område, hvor kultur og normer har stået i vejen for pigers mulighed for at spille fodbold. Men det har den unge fodboldtræner ændret på.”

I kampen om Pigeprisen 2020 er Nagin Ravand i skarp konkurrence med sangerinden Jada og organisationen Female Invest.

”Jeg er mega glad og overvældet over at være blevet indstillet. Jeg havde ikke set det komme overhovedet . Det er virkelig fedt, at få den anerkendelse for det, man laver,” siger Nagin Ravand, som ikke på forhånd kendte til Planbørnefonden.

PlanBørnefonden er en privatfinansieret børnerettighedsorganisation, der arbejder for at sikre børn og unges rettigheder og skabe lige muligheder for alle uanset køn.

Du kan afgive din stemme på Nagin Ravand eller en af de to andre kandidater via denne hjemmeside. Pigeprisen overrækkes ved et arrangement i København d. 10. oktober.

I øjeblikket har Nagin Ravand ikke så meget tid til sit træner-arbejde som tidligere, da hun er i fuld gang med tredje semester på uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet, ud over at hun netop er blevet optaget på kurset Innovative Sports Management.

Søndag d. 20. september kl. 12-16: European Week of Sport i Globus1, Gudrunsvej 3A. Deltagelse er gratis, og der er ingen tilmelding. Læs mere her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.