Som sædvanlig har corona-smitten en finger med i spillet – men arrangørerne af støtte-eventet Lyserød Lørdag nægter at lade sig kue af den hårdføre virus. Derfor gennemføres arrangementet lørdag ved Bazar Vest, men det rykker uden for på p-pladsen.

 Sundhedsminister Magnus Heuniche og regionsformand Anders Kühnau kunne ikke komme, men til gengæld kommer foredragsholder Lotte Heise, folketingspolitiker Camilla Fabricius, sangerinden Luna Ersahin – og ikke mindst Gellerups egne dansere, Black Top Team.

Derfor bliver det bestemt ikke kedeligt, når Bydelsmødrene, Gellerup Bibliotek, QHuset og Maria Arianfar Brink lørdag kl. 13-15 sammen med Kræftens Bekæmpelse og Bazar Vest arrangerer Lyserød Lørdag.

Det er andet år i træk, at Gellerup er en del af Lyserød Lørdag, hvor frivillige sammen med det lokale erhvervsliv trækker i den lyserøde arbejdstrøje og gør Lyserød Lørdag til en del af en landsdækkende fest til støtte for brystkræft.

Som antydet rykker arrangementet udendørs på parkeringspladsen ved bazaren, hvor du ikke alene kan blive godt underholdt, men også får mulighed for at få ny viden og blive inspireret til at leve en sundere livsstil.

Blandt de optrædende er som nævnt Luna Bulow Ersahin, som er en af de mest lovende unge kunstnere med minoritetsbaggrund. Hun bringer den tyrkisk-kurdiske folkemusik ind i vestlig musik kultur og i det spændingsfelt skabes en stemning, hvor grænser mellem sprog og tilhørsforhold blegner.

Vigtigst at få markeret dagen
Udover programmet med taler, dans og musik vil der også være mulighed for at lave sit eget lyserøde armbånd eller en broche samt få hennamalet sine hænder med logoer fra Lyserød Lørdag eller besvare en særlig quiz. Gellerup Bibliotek har til dagen udarbejdet en inspirationsliste over bøger til børn og voksne om kræft.

”Det vigtigste er, at vi får markeret dagen og får inspireret nogle mennesker til at leve mere sundt. Men vi vil stadig opfordre folk til at støtte den gode sag,” siger Ilham Mohamed fra Bydelsmødrene i 8220.

”Vi er glade for, at det overhovedet kan lade sig gøre at gennemføre arrangementet. Undervejs i planlægningen har vi løbende diskuteret, om vi burde aflyse. Men jeg er glad for, at vi holdt fast og får markeret dagen.”

Ilham Mohamed understreger, at arrangementet ved Bazar Vest også er en markering af samhørigheden mellem bazaren og Gellerup/Toveshøj. Der er planer om senere at gennemføre flere andre aktiviteter med og i bazaren.

Lørdagens program:

Kl. 13 Velkomst ved studievært Maria Arianfar Brink
Kl. 13.10 Den dansk-tyrkiske sangerinden Luna Ersahin
Kl. 13.30 Tale ved forfatter og foredragsholder Lotte Heise
Kl. 14.00 Optræden ved Black Top Team
Kl. 14.30 Tale ved folketingsmedlem Camilla Fabricius
Kl. 14.45 Afslutning ved sangerinden Luna Ersahin

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.