I løbet af få uger er det lykkedes at dæmpe corona-smitten blandt etniske minoriteter i Gellerup og Toveshøj. Abdi Mohammed er en af de lokale ildsjæle, som via masser af benarbejde, opsøgende kontakter og live-streaminger på Facebook har gjort en forskel.
Flere gange om ugen er Abdi Mohammed på gaden for at snakke med folk. Foran bazaren og i de somaliske klubber i lokalområdet. Han diskuterer den seneste udvikling i corona-smitten og minder om myndighedernes retningslinjer. Han bliver desuden løbende ringet op af andre beboere, som vil bede om et råd.
1-2 gange om ugen arrangerer han live-streaming på Facebook, hvor han inviterer en læge eller en anden fagperson til at fortælle og svare på spørgsmål om COVID-19-smitten.
”Vi minder folk om retningslinjerne her i corona-tiden. De fleste forstår udmærket dansk og kender reglerne, men vi repeterer det alligevel på somalisk, sådan at folk bedre kan huske det,” siger Abdi Mohammed.
Han er en af de lokale borgere med somalisk baggrund, som i de seneste måneder har brugt mange timer i Toveshøj på at informere om corona-virussens udvikling, og han glæder sig over, at der nu langsomt er en mere positiv udvikling.
”Vi har arbejdet hårdt på at vende det negative billede af somalierne – og det er heldigvis lykkedes,” siger han og nævner samtidig Bydelsmødrene, fædre-organisationen Baba og flere enkeltpersoner som meget aktive i arbejdet.
Som de fleste andre steder er hverdagslivet i Toveshøj nu helt anderledes end før. Folk mødes ikke længere på samme måde som før, og foreningerne er lukket ned. De traditionelle håndtryk er forsvundet.
”Det har været hårdt for mange”
Abdi Mohammed lægger ikke skjul på sin kritik af borgmester Jacob Bundsgaards udmelding i begyndelsen af august, hvor borgmesteren fremhævede, at der var en stor smittespredning blandt somalierne i Aarhus.
”Hans første udmelding havde en stor negativ effekt. I stedet for at hænge somalierne ud kunne han have henvendt sig til de somaliske foreninger i stedet. Det har været hårdt for mange at blive hængt ud.”
Han har fået mange henvendelser fra landsmænd, der som buschauffører, taxi-chauffører og sosu-assistenter har oplevet negative bemærkninger eller andre former for chikane.
Da det stod klart, at mange med somalisk baggrund var smittet, dannede en række somaliske foreninger i Aarhus en somalisk corona taskforce, som straks derefter gik i aktion. Initiativet har senere fået stor ros af stadsdirektør i Aarhus, Niels Højberg.
Med i afdelingsbestyrelse og skolebestyrelse
Den uddannede datamatiker har boet 6-7 år i Toveshøj og er med sit frivillige arbejde blevet en central person især blandt beboerne med somaliske rødder.
Han har tidligere arbejdet frivilligt for organisationer som Røde Kors og Amnesty, men i Toveshøj har han valgt at gøre en indsats helt lokalt, hvor han også er en del af Brabrand Boligforenings afdelingsbestyrelse.
Abdi Mohammed er ligeledes med i skolebestyrelsen på Ellehøjskolen, der efter ferien har samlet eleverne fra Tovshøjskolen og Ellekærskolen. Abdi Mohammeds fem børn går alle på Ellehøjskolen, og han glæder sig over, at den nye fælles skole er kommet rigtig godt i gang.
”Vi var meget glade for Tovshøjskolen, hvor vi havde alle faciliteter samlet lige her, hvor vi bor. Men vi er tilfredse med den nye skole. Især er det rigtig positivt, at der i næsten alle timer er to lærere til stede i klassen.”
Han ser dog frem til den nye skole i Gellerup, som han håber vil blive en skole med en mere etnisk blandet elevsammensætning.