Tekst og foto: Anett S. Christiansen
Foreningen Familienetværk var én af de foreninger, som havde søgt midler fra Samvirkets pulje til at lave juleaktiviteter i ferien. Det var lidt af en udfordring som forening at planlægge aktiviteter som hele tiden skulle rettes ind efter de nye restriktioner.
Men alligevel lykkedes det foreningen at få lavet et arrangement, og som et supplement til “sammen men hver for sig”-begrebet lykkedes det at udlevere aktivitetsposer til de familier, som bor på Toveshøj, men som ikke havde mulighed for at være med på selve dagen.
Foreningen Familienetværk havde sat sig for at lave nytårs-dekorationer, og der blev serveret varm cacao og æbleskiver.
På grund af restriktionerne blev børnene inviteret til at komme i små grupper á fire børn ad gangen. Forældrene afleverede børnene ved døren og kom to timer senere for at hente dem. Efter en halv times afspritning og udluftning kom næste gruppe børn ind og fik lavet en dekoration. På denne måde fik over 25 børn mulighed for at lave en dekoration og spise æbleskiver sammen.
Snakken gik lystigt omkring nytårsdekorationerne, hvor de små børn gav udtryk for, hvor meget de savnede deres legekammerater. De fortalte også, hvor meget de savnede at komme hjem og lege hos hinanden, mens de lidt større unge savnede fælleskabet med de andre unge, hvor de bare kunne mødes og hænge ud og sidde og tale sammen om alt og intet.
En af forældrene fortalte, at det var vigtigt, at de unge kom ud og fik lavet noget andet end at sidde foran computeren og spille hele dagen. To timer uden et computerspil er guld værd, sagde de.