Iværksætterhuset Square One i Gellerup inviterede beboerne til en sy-workshop i torsdags. Her blev der hygget, syet muleposer og spottet talenter til fremtidige samarbejder.

Lyden af symaskiner fylder rummet, og man bliver mødt med liv og latter, når man træder ind til “nabo-værkstedet” i Square One. Det er et iværksætterhus, som ligger på Karen Blixens Boulevard 21, i hjertet af Gellerup.


Som det står skrevet ved indgangen, er Square One et sted, hvor man sætter ting i værk. I dette tilfælde har man valgt at skabe noget sammen med beboerne.

I dag afholder stedet et “åbent nabo-værksted”, hvor interesserede kan komme og lave en gratis mulepose sammen med designer Katrine Fiil. Over 15 kvinder er mødt op. Nogle er i gang med at spise frokost, mens andre træder raskt på symaskinens pedal og færdiggør deres flotte poser.

“Det er rigtig hyggeligt at være med til det her,” smiler Haruta Mohamed. Hun er en af deltagerne, som er kommet med sin baby og er i fuld gang med at sy sig en pose. “Vi har savnet fællesskabet, fordi der har været så dødt og kedeligt i corona-tiden,” udtrykker hun.


Der var rift om symaskinerne, som alle blev brugt til at producere muleposer.


Nogle ventede utålmodigt på, at en symaskine blev ledig.

Vil finde talentfulde beboere og starte forretning
Selvom Square One til dagligt fungerer som et iværksætterhus for startups, har de valgt at være nytænkende. Yvonne Buer, som er leder af huset, har igangsat en række gratis workshops for lokale. Meningen er, at de kan komme og se huset og få øjnene op for de muligheder det rummer:

“Formålet med disse workshops er at skabe noget sammen med vores naboer og samtidig spotte de personer, som er rigtig gode til forskellige håndværk. Jeg har i dag spottet to kvinder, som er superdygtige til at sy. Dem skal jeg snakke med senere,” fortæller hun.

Yvonne Buers drøm er at støtte og styrke de talentfulde beboere til at kunne producere flere af disse poser og måske få en forretning ud af det.


Her ses Yvonne Buer i fuld sving med at trykke logo på poserne. Hun støttede deltagerne med et smil hele vejen igennem workshoppen. 

Flere workshops på vej
Der er flere gratis workshops på vej til beboerne i lokalområdet. På næste workshop vil man kunne lave sin egen knagerække, helt gratis. Følg med på Square Ones Facebookside, og Gellerup.nu for datoerne.

Workshoppene bliver afholdt i et samarbejde med Livsværkstederne i City Vest og er støttet af Aarhus Kommune.

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.