Tilmeldingerne vælter ind til Gellerups første store motionsløb, Løb mellem Husene d. 18. september. Over 200 har nu tilmeldt sig. Blandt andet arrangerer Folkesundhed Aarhus Vest hver onsdag træning i Hasle Bakker. Gellerup.nu har været på besøg.
”Heey, hvor er det godt at se dig!”
Der er varme i stemmen og glød i øjnene, da endnu én bliver budt velkommen, da hun dukker op på parkeringspladsen ved Lenesvej.
Det er ikke bare et træningshold, Folkesundhed Aarhus Vest her har samlet. Det er et fællesskab, hvor alle bliver varmt modtaget, og hvor snakken hurtigt går på kryds og tværs om både glæder og udfordringer.
Nogle håber at kunne tabe sig nogle kilo, mens andre har problemer med ryggen eller smerter andre steder i kroppen, hvor motion hjælper i hverdagen. Og så er der andre igen, hvor fællesskabet omkring motion og bevægelse er et middel mod angst og ensomhed.
Her er alle former for fodtøj og påklædning til løb og motion. Nogle er klar til virkelig at svede igennem i bakkerne, mens andre har rigeligt med udfordringer i at gå i hurtigt tempo. Fælles for alle er en glæde ved at være sammen. Det virker motiverende at mødes og motionere sammen.
Klar til Løb mellem Husene
Otte ud af de 11 på holdet er mødt frem denne onsdag. I rundkreds varmer de kroppen lidt op, før det går ad stierne rundt om og op ad Hasle Bakker. I starten følges alle ad, men senere deler gruppen sig i to, afhængig af kræfterne.
Undervejs roser deltagerne onsdags-træningen for at være meget velfungerende. Når træninger en sjælden gang må ændres eller aflyses, får man faktisk besked om det. Maibritt Helleberg fra Folkesundhed Aarhus Vest i Globus 1 er koordinator og sørger for at sende beskeder rundt om, hvad der skal foregå.
Alle er klar til at være med i Løb mellem Husene i Gellerupparken d. 18. september. De fem kilometer rundt i byparken og mellem boligblokkene virker tydeligvis motiverende, og alle vil gerne være i så god form som muligt for at kunne klare udfordringen godt.
Tilmeldinger fra hele Gellerup – og resten af Aarhus
De 11 deltagere på motionsholdet er blandt de over 200, som allerede har tilmeldt sig Løb mellem Husene d. 18. september. Koordinator Aske Jensen, Det boligsociale hus Yggdrasil, fortæller, at der især er en meget stor opbakning fra lokalområdet.
Mange beboere i Gellerupparken og Toveshøj har tilmeldt sig, og desuden deltager forskellige aktører i lokalområdet med et hold. Det gælder blandt andet KollektivByen, Blixens, Lægerne i Gellerup, Brabrand Boligforening, iværksætterhuset Square One, Bydelsmødrene og fædrene i Baba, Stensagerskolen, Gellerup Kirke og Livsværkstederne.
Men også fra resten af byen kommer der løbere: DGI deltager med et hold, og det samme gør Kvinfo, Studenterhus Aarhus, løbeklubben Mo´s Friends, Tranbjerg Løberne og Berits Løbeskole.
Startskuddet til selve løbet går kl. 13.00 – men allerede fra kl. 11.30 åbner festpladsen med boder, speedforedrag og små koncerter frem til kl. 16.00. Du kan købe somaliske sambusaer, usbekisk pilaf og smage lokalristet kaffe fra Café Europa – og meget andet. Du kan se det fulde program her.
Alle er velkomne på løbeholdet, der organiseres af Folkesundhed Aarhus Vest i samarbejde med kollegerne i Frydenlund. Du kan kontakte Maibritt Helleberg på maelhe@aarhus.dk – eller bare møde op på parkeringspladsen ved Lenesvej onsdage kl. 10.00.
Læs mere:
Løb mellem husene: Oplevelser for krop og sjæl i Gellerups bypark