For tredje år i træk har projekt Mødesteder slået dørene op for en kunstudstilling, som elever på lokale folkeskoler har skabt. Denne gang har 5. klasser på Sødalskolen og Ellehøjskolen gennem hele efteråret været rundt i Gellerupparken og Toveshøj med alle sanser åbne.

Mødesteder kan være mange ting. Det kan være interessante hjørner og kroge af lokalsamfundet Gellerup, hvor man kan mødes og dele oplevelser. Bakken bag Bazar Vest, blokkene på Janesvej, Fælleshaven ved Tousgaard, gavlmaleriet på Inger Christensens Gade, Younis Minimarked og taget på Aarhus Kommunes kontorhus, Blixens.

Desuden er Mødesteder også et kunstprojekt for børn. Det handler om at dykke ned og udforske Gellerupparken og Toveshøj – at opdage og genopdage et lokalområde gennem kunstneriske og sanselige oplevelser og erfaringer.

Det startede i 2019 og fortsatte i 2020. Og for tredje år i træk har byvandrer og formidler Pernille Helberg Stentoft sammen med blandt andre Didde Rose Thomsen fra Brabrand Billedskole og kunstner David Ramirez Gomez gennem hele efteråret udfordret eleverne i de tre 5. klasser med forskellige aktiviteter.

”Tanken er et projekt, der strækker sig ud over længere tid, så vi mødes ikke bare et par gange men seks gange. Vi kan godt li tanken om det udstrakte. Noget man vender tilbage til og mødes forskellige steder, hvor der i forvejen er nogle spændende aktiviteter,” fortæller Pernille Helberg Stentoft.

Eleverne lytter og oplever
Hun nævner Information Vest, kunstplatformen Sigrids Stue, Brabrand Billedskole, Gellerup Biblioteket og Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, der alle er blevet faste samarbejdspartnere i projektet.

”Et grundelement er, at børnene går ud på lokale vandringer og bruger deres sanser og fotograferer og tegner. Lytter til og oplever stederne. Herudfra skaber de kunstværker, der samler deres oplevelser,” forklarer hun og fortsætter:

”Mødesteder er nu ved at blive en slags tradition for de lokale skoler. Børnene har måske søskende eller venner, der har været med før. I og med at Mødesteder i 2021 gennemføres for tredje gang, opstår der en kontinuitet, og der bygges videre på erfaringer og oplevelser fra tidligere år. Det mærker vi nu.”

Den historiske dimension i forløbet har besøgene hos Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv resulteret i. Her har eleverne hørt om Gellerup-området i gamle dage.

Undervejs på deres ture rundt i Gellerupparken og Toveshøj har eleverne taget flere hundrede fotos af deres oplevelser.

Kunstværker i brugte murstenskasser
Som noget nyt har eleverne denne gang skabt mindekasser: De har på deres vandringer indsamlet ting, som har mindet dem om de steder, de har besøgt – og kombineret dem med ting hjemmefra, der også har haft minder knyttet til sig. Endelig har lokale genbrugsbutikker også bidraget med sandsynligvis minderige genstande.

Alt det er blevet sat sammen i brugte murstenskasser, brugt til at fremstille mursten tilbage i tiden.

”Så alt har været brugt mange gange før. Det bæredygtige element i projektet er vigtigt for os. Alt er genbrug – lige bortset fra limen,” forklarer Didde Rose Thomsen.

Desuden har eleverne sammen med kunstneren David Ramirez Gomez skabt kulørte glaserede fliser, der vil blive hængt op ved tunnelen under Gudrunsvej.

Mødesteder er støttet af Gellerup Kulturmidler, Huskunstnerordningen, de deltagende skoler og Børnekulturhuset i Aarhus.

Alle produktionerne kan du se nærmere på i Information Vest, Tinesvej 31, hvor alt er udstillet. Der er åbent tirsdag og torsdag kl. 9-15 samt efter aftale, frem til og med d. 25. november.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.