Det myldrede ind, da Sports- og Kulturcampus onsdag eftermiddag slog dørene op. Børnefamilier kastede sig over mulighederne i biblioteket. Ældre par lyttede til musik og smagte på den varme linsesuppe. Gellerups brogede skare af aktører, foreningsfolk og ildsjæle gik rundt og oplevede med alle sanser de mange aktiviteter.

Kort forinden havde H.K.H. Kronprins Frederik taget afsked med Sports- og Kulturcampus for denne gang efter den formelle åbning af byggeriet.

Knap havde klokken rundet 15.30, før det myldrede ind med besøgende.

Kronprinsen fik på sin rundtur i Sports- og Kulturcampus oplevet en del af mangfoldigheden i Gellerup, og de mange aktiviteter, der nu bliver en del af Sports- og Kulturcampus.

Undervejs tog Kronprinsen sig tid til at stoppe op og snakke med nogle af de mange involverede. Blandt andet fik han en snak med en af Gellerups ildsjæle, Helle Hansen, om tiden omkring 1989, hvor de begge studerede på statskundskab.

Kronprins Frederik kom på den tid en del hos studiekammerater i en af de store lejligheder på Gudrunsvej og havde flere minder derfra.

”Det er fantastisk at være her igen. Jeg har fulgt området ud af øjenkrogen gennem årene, og det var mit eget ønske at være til stede i dag, og jeg er meget glad for at have haft mulighed for det,” sagde han.

Kronprinsens deltagelse var med til at understrege, at Gellerup er en del af Danmark, sagde borgmester Jacob Bundsgaard i sin tale.

Arabisk kaffe og kongeligt møde på Hougårdsvej
Under besøget hos kunstplatformen Sigrids Stue blev Kronprinsen budt på arabiske kaffe med kardemomme, som to af de frivillige, Marwa og Muna, sædvanligvis serverer til Sigrids Stues mange arrangementer.

”Ja, nu kan Marwa da kalde sig kongelig hofleverandør,” smilede Muna, da de bagefter fortalte om mødet med Kronprinsen.

Også hos Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv fik Kronprinsen en snak med de frivillige. Henrik Andersen fra lokalarkivet kunne fortælle, at hans far, Prins Henrik, i sin tid kom en del på Hougårdsvej i Brabrand for at spille kort og nyde et godt glas vin.

De mange muligheder i det nye bibliotek blev straks taget i brug – blandt andet af denne familie fra Harlev.

Gellerup som en del af Danmark
I sin åbningstale glædede borgmester Jacob Bundsgaard sig over åbningen af Sports- og Kulturcampus som en milepæl i udviklingen af bydelen:

”I dag præsenterer vi et af resultaterne af den udvikling, vi satte i gang for godt 10 år siden. Det var med en vision for Gellerup som en bydel helt på lige fod med andre bydele i Aarhus med masser af muligheder og nye chancer for alle. Det er en ambition, vi fortsat forfølger og bygger videre på.”

Han nævnte i samme åndedrag også den kommende nye skole, der efter planen i 2025 kan slå dørene op i på nabogrunden langs Karen Blixens Boulevard.

Muna og Marwa fra Sigrids Stue bød Kronprinsen og alle andre besøgende på arabisk kaffe med kardemomme.

”Gellerup har allerede rigtig meget at byde på. Det er en bydel med sin egen identitet og sin helt egen særlige stemning. Men det er også – har været – en bydel med udfordringer. Derfor satte vi udviklingen i gang,” sagde borgmesteren og fortsatte:

”Det er en stor opgave, og derfor er det godt, at noget af det der er et særligt kendetegn ved Gellerup er det engagement, energi og livskraft, der er tilstede i det her område. Det kan være med til at drive de mange fantastisk spændende muligheder og tilbud, der kommer til at være i de nye faciliteter.”

Under sit besøg fik Kronprins Frederik en lille håndværksmæssig opgave, nemlig at fastgøre det sidste element i den imponerende klatrevæg.

Jacob Bundsgaard takkede herefter H.K.H. Kronprinsen for at bidrage til at gøre åbningen af Sports- og Kulturcampus til noget helt særligt:

”Deres tilstedeværelse er med til at skabe sammenhæng og forbinde os endnu tættere til hinanden. De er med til at understrege, at Gellerup er en del af Aarhus, en del af Danmark, og er en fantastisk bydel, der er i gang med at folde sig endnu mere ud.”

På sin rundtur i Sports- og Kulturcampus fik Kronprinsen overrakt bogen “Gellerup”, der er skrevet af forskere på Arkitektskolen i Aarhus.

Dørene er åbne
Resten af eftermiddagen gik i hundredevis af mennesker rundt i Sports- og Kulturcampus og oplevede de mange forskelligartede aktiviteter. Familier hyggede sig på biblioteket, hørte koncert af Rapakademiet og spiste varm linsesuppe og thaisuppe i foyeren.

Her kunne de også møde den nyansatte aktivitets- og netværksskaber Yvonne Buer, som nu for alvor går i gang med sit arbejde, når hverdagen nu melder sig i Sports- og Kulturcampus.

”De kommende dage vil handle rigtig meget om alt det praktiske og tekniske – for eksempel dørene der bliver ved med at åbne,” fortalte hun.

Ungdommen samlede sig især om Rapakademiets koncerter med lokale rappere.

Det nye bibliotek har de kommende dage åbent kl. 10-18, og alle dørene i Sports- og Kulturcampus er i det hele taget åbne for alle dem, der ikke nåede forbi i løbet af onsdagen.

I Bevægelseshuset er Cirkus Tværs allerede flyttet ind, og Aarhus Klatreklub og fodboldklubben ACFC er godt på vej. FGU – der tidligere hed Gøglerskolen – flytter først ind i februar.

Brabrand Boligforenings beboerhus bliver også gradvist taget i brug nu, mens Det boligsociale hus og Folkesundhed Aarhus Vest først efter nytår rykker ind i lokalerne ovenpå.

Tre lokale unge, Mikkel, Jessia og Rahaf har været involveret i indretningen af det nye bibliotek. “Der blev lyttet til 90 procent af vores ideer,” sagde de.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.