Ved årsskiftet stoppede Kristian Würtz som byrådspolitiker for at blive direktør i Brabrand Boligforening. Den 41-årige Kristian Würtz nåede mere end 10 år som rådmand. Først som afløser for Jacob Bundsgaard som rådmand for Børn og Unge, derefter som rådmand for Teknik og Miljø og de seneste fire år som rådmand for sociale forhold og beskæftigelse.

Her fortæller den snart forhenværende socialdemokratiske rådmand om sit syn på Gellerups udvikling. Først og fremmest er han stolt af den seneste udvikling i beskæftigelsen i Gellerup og Toveshøj: I løbet af et år – fra april 2020 til april 2021 – er andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet i Gellerupparken og Toveshøj faldet fra 51,5 procent til 47,2.

Et stort spring for et område, hvor andelen har ligget nogenlunde fast omkring de 50 procent.

”Udviklingen har været positiv i alle de udsatte boligområder i Aarhus, men er mest positiv i Gellerup-området. Det viser, at vi med en mere lokalt baseret jobindsats har fat i noget rigtigt,” siger Kristian Würtz, som roser både fonde og mange lokale virksomheder for at støtte op om indsatsen.

Forskellen mindsket mellem Gellerup og resten af Brabrand
Blandt andet fremhæver han projekter som det igangværende Opgang til Opgang, hvor beskæftigelsesindsatser indarbejdes i sociale indsatser, især for de mennesker, der har sværest ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet.

”Det gør mig rigtig glad, at vi rent socialt har fået indsnævret forskellen mellem Gellerup og resten af Brabrand. Der skal vi holde snuden i sporet og gøre mere af det, der fungerer, så endnu flere børn kan se deres forældre tage af sted på arbejde om morgenen.”

Han har ligeledes noteret sig, at der de seneste år har været en lidt større fraflytning fra Gellerup end tidligere – som udtryk for at det går en del beboere bedre, end det har gjort tidligere.

Sports- og Kulturcampus et kæmpe aktiv
Som kommende direktør for Brabrand Boligforening ser Kristian Würtz transformationen af Gellerup og Toveshøj som et af de vigtigste og mest afgørende projekter.

”Vi står et spændende sted nu. Jeg har stor forståelse for, at mange beboere er bekymrede for, hvad der skal ske. Det er meget vigtigt, at der blive taget hånd om denne bekymring, og at alle bliver godt behandlet i det kommende forløb.”

Efter den første serie af nedrivninger af boligblokke i Gellerup, oplevede han, at mange af de stærkeste beboere flyttede væk fra området. Han håber, at flere af de selvforsørgende familier denne gang vælger at blive i området. Han ser konturerne af en meget attraktiv bydel med masser at byde på:

Han kan allerede se nogle mønstre danne sig i forlængelse af de første store forandringer i området.

”Det ser ud til, at der har været god interesse for de nye privatejede lejligheder i Gellerupparken. Jeg talte med nogle af de nye tilflyttere, som kun havde positivt at fortælle. Det er den slags oplevelser, der gerne skal sprede sig som ringe i vandet, hvis projektet skal lykkes.”

”Det nye Sports- og Kulturcampus bliver et kæmpe aktiv for Gellerup og Brabrand – og resten af Aarhus. Og så kommer der om nogle år en rigtig fed svømmehal. Forhåbentlig vil det bidrage til, at folk kommer hertil.”

Han tror også, at den planlagte nye skole kan være med til at skabe optimisme og begejstring om Gellerup.

”Det opleves lidt, som da man etablerede Gellerup i første omgang omkring 1970. Det er beskrevet rigtig godt i bogen ”Gellerup”, som Arkitektskolen i Aarhus har udgivet. Det er svært ikke at blive grebet af. Jeg håber, at der kan etableres en lignende begejstring og en forventning om en bydel, der kan foretage det kæmpe sociale skifte og ikke længere vil være en af de fattigste bydele i Danmark.”

”Jeg glæder mig helt vildt”
Men nu gælder det et nyt kapitel i arbejdslivet som direktør i Brabrand Boligforening. Kristian Würtz fortæller, at han ikke i første omgang var ansøger til stillingen, men blev kontaktet og opfordret til at søge den:

”Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle lave noget andet, ville jeg gerne ind i boligforenings-verdenen. Jeg har altid oplevet boligforeningerne som et virkelig spændende sted at være, både som ramme for almindelige menneskers liv, og når det gælder byudviklingen i Aarhus generelt.”

”Det er nok min store interesse i virkeligheden. Og så synes jeg bare, at Brabrand Boligforening er et fantastisk spændende sted med de mange opgaver, boligforeningen står over for i de kommende år. Jeg glæder mig helt vildt.”

Artiklen er baseret på to samtaler med Kristian Würtz – i slutningen af oktober og i begyndelsen af november kort efter offentliggørelsen af nyheden om jobskiftet til Brabrand Boligforening.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.