Store dele af Gellerup er under forandring, og nye byggerier skyder op, mens andre lukkes, ombygges eller rives ned. Men historien er vigtig, mener kunstner Camilla Nørgaard, som har indsamlet elementer fra Tovshøjskolen, Nordgårdhallen og biblioteket til et nyt kunstværk.
Skabe fra fysiklokalet på Tovshøjskolen fusioneres med elementer fra Nordgårdhallen og fra børnehaven og det nu tidligere bibliotek på Gudrunsvej 78. Tilsammen bliver det til kunstværket ”Et sted er et netværk” i Gellerups kommende børne- og sundhedshus.
Det er kunstner Camilla Nørgaard, som har indsamlet de mange løsdele og nu er i gang med at samle dem i en helt ny enhed.
”Vi har lige nået at redde tingene fra alle de lokale institutioner der skal lukke og måske rives ned. Jeg har været rundt og snakke med en masse folk, og så er der nogen, som kommer i tanker om, at de da også har set et eller andet stå et sted. Det er alt sammen materialer i en fantastisk kvalitet.”
Det sagde Camilla Nørgaard ved en foreløbig præsentation af projektet ved åbningen af Sports- og Kulturcampus i december. Mange besøgende kom forbi og stoppede op ved de mange elementer i gule og røde farver.
”Det er skægt at stå her, når folk kommer forbi og stopper op. Mange kan jo genkende noget fra deres barndom,” fortalte Camilla Nørgaard.
”De institutioner skal ikke bare forsvinde”
Og det er netop ideen med kunstværket, der skal installeres i det nye børne- og sundhedshus, der er under opførelse ved Globus 1 på Gudrunsvej. Det skal være med til at skabe forbindelse mellem Gellerups for- og nutid:
”Minderne om de institutioner skal jo ikke bare forsvinde. Der er noget positiv energi knyttet til de institutioner, og alle de foreninger og folk, der har arbejdet herude. Det er så berigende at snakke med de mennesker. Det skal være en hyldest til alt det.”
Det var Camilla Nørgaards overordnede idé, da hun gik i gang. Men hun erkender, at hun var spændt på, hvad det ville lykkes at finde frem, inden alt blev revet ned og kørt væk.
Udendørs trappelandskab
Pengene til projektet stammer fra ”Kirsten og Gunnar Fonden”, som den kaldes i daglig tale. Kirsten Overgaard Hjortholm Olsen og Gunnar Steen Jacobsens Familiefond har givet 250.000 kr. til kunstværket, der både skal etableres inde i og uden for det nye Børne- og Sundhedshus i Gellerup.
Hun fortæller, at inspirationen er hentet fra medarbejderne både i Folkesundhed Aarhus Vest og i børnehaven ved Globus 1, der alle har som mål at være så meget som muligt udendørs sammen med børn og voksne.
Den udendørs del af kunstværket bliver skabt som et trappelandskab af sten, der ligeledes er hentet i lokalområdet. Her kom Camilla Nørgaard i øvrigt lidt for sent, da en stor bunke sten fra lokalområdet blev fjernet fra området ved Sports- og Kulturcampus, lige før hun blev opmærksom på, at de lå der.
”Men jeg har været rundt og samle lidt rundt omkring i lokalområdet, så det skal nok blive rigtig flot.”
Camilla Nørgaard bor til daglig i Valby, men overnatter jævnligt i Gellerup, mens hun arbejder på projektet. Kunstplatformen Sigrids Stue råder over en lejlighed, som hun så disponerer over.
Hun arbejder nu videre på projektet og bygger kunstværket stort set færdigt i januar. Det bliver dog først endeligt færdigt ved installationen i det færdige sundhedshus i april.