Mette Fenger begynder 1. april som ny leder af Livsværkstederne i City Vest. Livsværkstederne driver sociale projekter, der giver mod og handlekraft til mennesker og bidrager til et bæredygtigt samfund.
Livsværkstederne er en del af KFUM’s Sociale Arbejde, der landet over driver knap 30 sociale caféer og væresteder samt over 140 andre institutioner og tilbud for socialt udsatte mennesker.
56-årige Mette Fenger er uddannet cand.mag. i arabisk, etnografi og socialantropologi. Hun har efteruddannet sig inden for bl.a. ledelse, mægling, mentoring og konfliktløsning. Hun kommer fra en stilling som seniorrådgiver i Dansk Flygtningehjælp, hvor hun har været daglig leder af kursusafdelingen, projektleder og underviser.
Tidligere har hun været seniorkonsulent i Cabi, hvor hun var ansvarlig for området med flygtninges og indvandreres inklusion på arbejdsmarkedet. Hun har også arbejdet som teamleder i KVINFO’s mentornetværk ved Kvindemuseet.
“Jeg glæder mig til at bidrage med at skabe en meningsgivende og bæredygtig udvikling for Livsværkstederne og dets gæster. For mig er stillingen som leder også en enestående mulighed for at sætte mine mange erfaringer med projektudvikling, ledelse, fundraising, netværk og samarbejde med frivillige i spil,” siger Mette.
Den nye leder bor i Hinnerup med sin mand og søn. I sin fritid er hun bl.a. frivillig formand for Dansk Flygtningehjælps aftenskole, som hun var med til at starte i 2009.
Livsværkstedernes sociale café ligger i City Vest, ovenpå Føtex. Café Vita er åben alle hverdage. Livsværkstedernes aktiviteter spænder desuden over gratis, professionel økonomi- og gældsrådgivning samt retshjælp, beskæftigelsesforløb, socialøkonomiske virksomheder, Social Drive Out – som er pop-up café og fællesskab i lokalområdet – og meget mere.
KFUM’s Sociale Arbejde er en af Danmarks største sociale diakonale organisationer, som hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, fx ensomme, hjemløse, psykisk sårbare, mennesker i misbrug og fattigdom, sårbare familier og andre, som står udsat. KFUM’s Sociale Arbejde har over 170 sociale institutioner og projekter, knap 1.000 ansatte og flere end 2.600 frivillige landet over.