Længe inden Gellerup Højskole for alvor er klar til at åbne dørene, inviterer den kommende højskole i begyndelsen af juli til en højskoleuge midt i hjertet af Gellerup. Her kan du prøve kræfter med de tre linjefag ”Musikmaskinen”, ”Bylaboratoriet” og ”Medielandskabet”.
Siden 2017 har folkene bag en ny højskole i Gellerup arbejdet for at etablere en højskole blandt mere end 80 nationaliteter i bydelen – midt i landets største bydelstransformation. ”Gellerup Højskole – på vej” er arbejdstitlen på projektet.
”Vi kalder det højskole 3.0 og udvikler i fællesskab en nytolkning af den klassiske grundtvigske folkehøjskole. Og nu er tiden kommet til at præsentere Gellerup Højskoles allerførste sommerkursus,” siger kursusansvarlige Ole Kamp.
Dygtige undervisere og program med spændende og kreative aktiviteter skal danne rammen for det ugelange ophold.
Med afsæt i music management, byrumsdesign og arkitektur, samt journalistik vil eleverne have mulighed for at vælge mellem tre følgende linjefag: ”Musikmaskinen”, ”Bylaboratoriet” og ”Medielandskabet”. Bag disse står tre erfarne højskolelærere Kasper Brinck, Sofie Buch Hoyer og Niels Wilken S. Pedersen.
Afsæt i den klassiske folkelighed
Siden 2020 har Gellerup Forsamlingshus fungeret som møde- og arnested. Gellerup Højskole har indtil nu været en drøm, et ønske og en idé.
”Vi har en spændende og engageret bestyrelse og ihærdige ildsjæle, der sammen arbejder på at gøre højskolen til virkelighed,” siger Ole Kamp.
Han fortæller om de første højskoler, der blev en grundsten i det danske demokrati. De skabte det liv, der virkeliggjorde grundloven. Gjorde den til frugtbart levet demokrati. På en højskole boede, levede og lærte man sammen, fælles og lige. Sådan skabtes begrebet folkelighed.
”På Gellerup Højskole tager vi afsæt i denne folkelighed,” siger Ole Kamp. Og derfor er arbejdet med Gellerup Højskole båret af tre overskrifter: Bæredygtighed, samhørighed og demokratisk handlekraft.
Ole Kamp understreger, at man ikke bare mener den bæredygtighed, som man kender fra klimatanker og verdensmål. I Gellerup vil bæredygtigheden også omfatte national, etnisk, kulturel, religiøs og social bæredygtighed:
”Vi tror på vigtigheden og værdien af en stærk tilknytning til lokalsamfundet og det øvrige Aarhus. For at sætte præg på fremtiden skal vi både kunne handle sammen og hænge sammen. Vi skal møde hinanden i dialog, anerkendelse og gensidig respekt – det er en del af DNA’et. På Gellerup Højskole kommer vi til at leve og lære midt i en mangfoldig bydel.”
Den allerførste rejse
Sommerhøjskolen er for folk med en opdagelsesrejsende i maven, og som drømmer om at blive skarp på en faglighed, forklarer Ole Kamp. Eleven der vil være med til at udvikle idéer og finde på løsninger sammen med andre, og som tør sætte sig selv i spil og skabe noget nytænkt og anderledes.
”På Gellerup Højskole tror vi på, at dannelse og bæredygtige fællesskaber opstår gennem medansvar og medforfatterskab. Vi udfordrer det, vi tror, vi allerede ved – sammen.”
Sommerhøjskolen foregår d. 3. – 9. juli 2022 på Gudrunsvej 82, 8220 Brabrand. Alle mellem 18 og 30 år kan deltage. Prisen på 1500 kr. dækker: kost, logi og kursusuge. Tilmeldingsfristen er d. 4. maj 2022. Der er 30 pladser.