Beboerhuset Laden i Toveshøj var tirsdag aften pyntet i lyserøde farver, da Bydelsmødrene i 8220 fejrede 10 års jubilæum. Bydelsmødrene i Gellerup og Toveshøj er en af de største og mest velfungerende grupper i Danmark og blev hyldet for at være centrale brobyggere i lokalområdet.

”Jeg er en stolt bydelsmor,” sagde Hanaan Yusuf, som er en af de mange kvinder, som har brugt uddannelsen som bydelsmor som springbræt til både uddannelse og job.

”Jeg er så glad for at have været med i bestyrelsen, været aktiv og deltaget i kurser, og jeg er også meget glad for, at jeg har kunnet få et arbejde i Aarhus Kommune. Samtidig har jeg været i gang med at få et buskørekort – og det har jeg fået i dag,” fortalte en jublende glad Hanaan Yusuf til bydelsmødrenes jubilæumsfest – til øredøvende klapsalver fra hele salen.

Ikke alene var op mod 70 af bydelsmødrene med til festen i Laden. Også en lang række af bydelsmødrenes venner og samarbejdspartnere var inviteret, og mange af dem benyttede lejligheden til at hylde den store indsats og kæmpe betydning, Bydelsmødrene i 8220 har i deres lokalsamfund.

Hanaan Yusuf fortalte om sin glæde og stolthed over at være bydelsmor – og at hun netop var lykkedes med at tage kørekort til bus.

Chefen for bydelsmødrene i Danmark, Mai-Britt Haugaard Jeppesen, Fonden for Socialt Ansvar, mente ligefrem, at Bydelsmødrene i 8220 er ”verdensmestre i bydelsmødre”:

”I 10 år har I knoklet for at gøre bydelsmødrene til noget stort. Hvert år er der uddannet et nyt hold bydelsmødre, så gruppen er blevet ved med at vokse. Nu er bydelsmødrene her i 8220 Brabrand en af de største grupper i Danmark.”

”I stiller jer modigt og ærligt frem i medierne”
Bydelsmødrene i Danmark startede i 2011, da Fonden for Socialt Ansvar indgik et samarbejde med Udlændinge- og Integrationsministeriet om at etablere en model for bydelsmødre.

Mai-Britt Haugaard Jeppesen blev dengang ansat til at lede arbejdet, og hun fortalte om, hvordan hun for 10 år siden mødte Lone Hedelund på Gellerup Bibliotek for at diskutere, hvordan bydelsmødrene kunne etableres her. I 2012 blev det første hold uddannet og fik diplom, og hvert eneste år derefter er et nyt hold bydelsmødre i 8220 kommet til.

”I er gode til at være synlige, I stiller jer modigt og ærligt frem i medierne, og I fortæller om alt det I har gang i. I ved, at samfundet har brug for jer og det særlige, I kan. I er et fantastisk levende bevis på, at bydelsmødre-indsatsen fungerer og bidrager på unik vis til løsningen af nogle af samfundets helt store problemer.”

”I er gode til at skabe netværk og nye samarbejder. I bygger tillidsfulde relationer til udsatte kvinder, til sårbare familier og fagpersoner, kommunens folk og mange andre. I er centrale brobyggere her i området – for kommunen, myndighederne, helhedsplanen, familierne og andre organisationer. I sikrer, at de kvinder, andre har svært ved at nå, bliver kontaktet og mobiliseret. Vi er stolte over, at vi i Danmark har en bydelsmor-gruppe som jer,” sagde Mai-Britt Haugaard Jeppesen.

Særlig hyldest til de første bydelsmødre
Hun roste også Bydelsmødrene i 8220 for at være særligt kreative til at finde på seje slogans til deres kampagner, blandt andet ”Test før fest” og ”Vild med valg”.

”Gennem alle årene har bydelsmødrene her i 8220 modtaget mange priser og diplomer. Det vidner om, at I er en gruppe bydelsmødre med stort engagement, virkelyst og begær efter ny viden og nye kompetencer. I er et vigtigt forbillede for alle bydelsmødre i Danmark. Tusind tak for 10 års fremragende indsats,” sagde chefen for Bydelsmødrene i Danmark.

Hun henvendte sig også direkte til otte af bydelsmødrene, som var med på det første hold i 2012, og som stadig er aktive:

”Det rører mig dybt, at I stadig er her, og at I har masser af energi, virkelyst og engagement til stadig at gøre en forskel. Det er virkelig fantastisk,” sagde hun.

Initiativtageren til Bydelsmødrene i 8220, Lone Hedelund, sammen med otte af kvinderne fra det første hold fra 2012, som stadig er aktive bydelsmødre. Fra venstre er det: Idil Mohamed Mire, Shamso Muqtarwardere, Nahed El Baba, Saousanne El Abbas, Lone Hedelund, Nawal Mohamud Haji, Hanaan Yusuf, Deeqa Axmed Yusuf og Jihan A. Beynah.

Mange nye formidlings-ambassadører
Også direktør i Brabrand Boligforening, Kristian Würtz, benyttede lejligheden til at takke bydelsmødrene for at gøre en stor indsats for at skabe gode, trygge boligområder, hvor mange er glade for at bo.

”I har gjort en fuldstændig fantastisk indsats for at gøre den her bydel til et rart sted at bo. Det mest afgørende er måske, at man har gode naboskaber, at man kan forstå det, der sker omkring én, og at man kan være med til at ændre ting, der kunne fungere bedre. Alle de ting kommer ikke af sig selv. Det har I været med til at skabe, sagde Kristian Würtz.

Han har som rådmand i en årrække været på besøg for at overrække diplomer til nye bydelsmødre. Og også denne aften havde han en stak diplomer at uddele.

Denne gang til en række nyuddannede formidlings-ambassadører, som skal være med til at informere og støtte beboere, som har brug for hjælp i forbindelse med de store forandringer, der i de kommende år sker i Gellerup og Toveshøj.

Jacob Bundsgaard: “I støtter vores demokrati”
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard var også med til at hylde bydelsmødrene. Han takkede dem for at have gjort en stor indsats under corona-epidemien, hvor mange beoere fik praktisk hjælp, støtte og information om, hvordan man bedst passede på sig selv og sin familie i en periode, hvor smitten var særligt høj i Gellerup og Toveshøj.

”Det var en uvurderlig hjælp, og jeg er sikker på, at færre blev syge takket være jeres indsats. Det viser, hvor vigtigt det er i lokalområde at have stærke engagerede kræfter, der er villige til ikke kun at skabe en bedre situation for sig selv, men også for det lokalmiljø man er en del af. Det skal I have en stor tak og anerkendelse for,” sagde Jacob Bundsgaard.

”Og når der er valg, laver I kurser, stemmer dørklokker og fortæller, hvor vigtigt vores lokaldemokrati er, og at det betyder noget, at man engagerer sig og går ned og stemmer. I er med til at styrke valgdeltagelsen og dermed vores demokrati.”

Der var lyserøde farver over alt tirsdag aften – selv kagen var lyserød, da bydelsmødrene fejrede 10 års fødselsdag.

Jacob Bundsgaard fremhævede dog særligt den store indsats, bydelsmødrene leverer i hverdagen, hvor de er rollemodeller for andre kvinder, som lader sig inspirere af det, de gør.

En af dem er førnævnte Hanaan Yusuf, som var en af de først uddannede bydelsmødre i 8220 og siden i en årrække har været en del af bestyrelsen og af de mange forskellige indsatser, bydelsmødrene har stået for:

”Jeg vil fortsætte med at være en del af bydelsmødrene og hjælpe de kvinder, som har brug for at komme ud og blive en del af samfundet og få et job. Jeg vil gerne opfordre andre kvinder til at starte med at blive bydelsmor,” sagde hun.

Da alle talerne og den officielle del af festen var overstået, blev gæsterne sendt ud af døren, en DJ lod musikken drøne ud af højttalerne, og bydelsmødrene fyldte dansegulvet i Laden og festede resten af aftenen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.