Har du lyst til at gå på højskole i efteråret, har Løgumkloster Højskole i Sønderjylland et tilbud til dig: Du kan helt gratis blive en del af højskolens efterårs-hold, hvis du bor i Gellerup eller Toveshøj.

Hvis du er over 18 år og er på vej videre i livet eller har brug for en pause fra det, du er i gang med, så er højskolen måske det rigtige for dig. Og Løgumkloster Højskole står klar med åbne arme:

”Vi vil gerne danne unge mennesker til at indgå i samfundet, men så vi skal jo også kunne afspejle hele samfundet. Men det gør vi ikke, som det er i dag. Danske højskoler bliver let et ekkokammer, hvis vi ikke har alle med. Vi vil meget gerne have flere elever med anden etnisk baggrund end dansk,” siger forstander Ursula Dieterich-Pedersen.

Højskolerne har generelt svært ved at tiltrække unge med anden baggrund end dansk, og det vil Løgumkloster Højskole gerne gøre noget ved. Hun håber derfor, at ikke-etnisk danske unge fra Gellerup og Toveshøj vil sige ja til invitationen om at blive en del af efterårets hold på Løgumkloster Højskole.

”Højskolernes kerneopgave handler om demokratisk dannelse. Men det kan vi jo ikke lykkes med, hvis vi ikke har bredt fællesskab, der afspejler det danske samfund. Når vi har alle med, bliver samtalen så meget mere ægte og nuanceret,” siger hun.

Som regel er cirka 25 procent af eleverne på højskolen fra andre lande – fra Japan over Ukraine til Tibet. Det betyder, at skolen er vant til at have mange forskellige kulturer repræsenteret. Men det er den brede repræsentation af danske unge fra alle samfundslag, skolen nu ønsker at sikre, forklarer Ursula Dieterich-Pedersen.

Hun er klar over, at prisen kan afskrække nogen fra at søge ind på en højskole, og derfor har skolen i samarbejde med Den Globale Højskolefond sikret fem fripladser på efterårsholdet 2022. Normalprisen på efterårsholdet er 31.500 kr. men takket være støtten fra Fonden kan elever, der bor i Gellerup og Toveshøj, få alle omkostninger dækket. Det vil sige både kost, værelse, undervisning, materialer og en 10-dages studietur i Europa.

Højskoleopholdet varer fra den 14. august til den 17. december og er rettet mod unge mennesker, der har lyst til at bruge tiden mellem ungdomsuddannelse og voksenliv på at udvikle sig fagligt og personligt i et inspirerende og fællesskabsorienteret miljø. Du kan læse mere om tilbuddet til unge fra Gellerup og Toveshøj her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.