Som en del af Aarhus Architecture Festival arrangerer Galleri Andromeda 8220 i de kommende tre dage en minifestival om fællesskaber i Gellerup i transformationen fra boligområde til bydel. Der vil være oplæg, fællesspisning, debat, udstilling og film.

Helhedsplanen fokuserer på den fysiske omdannelse af Gellerup i form af nybyggeri og nedrivninger, nye gadenavne til gamle steder, tilflytninger og fraflytninger af beboere og arbejdspladser, nye skoler, nye kultur- og fritidsfaciliteter osv.

Men hvad med alt det, der sker mellem bygningerne? Naboskabet. Værtsskabet. Drømmene. Bekymringerne. Visionerne for Gellerups fremtid, som den forestilles i sine mange mulige former af bydelens beboere og brugere?

Spørgsmålet stilles af Galleri Andromeda 8220, som i de kommende tre dage vil fokusere på netop det: Hvordan ønsker vi, at Gellerup skal være? Og hvordan kan vi hjælpes ad for at opnå det?

Festivalen Vi Fællesskaber Vores By er for alle interesserede, hvor man kan mødes og sludre over en kop te eller en tallerken mad, lytte til tankevækkende oplæg, se film, diskutere ideer og erfaringer, og møde nogle af Gellerups unge og se deres arbejde med Gellerup som sted, bydel og hjem.

Alle dage er i tidsrummet kl. 16.00-19:30. Her får du et overblik over programmet de enkelte dage – med arrangørernes egne ord:

Mandag
Mini festivalåbning med udstillingsfernisering, t-shirt launch, introduktion til programmet + Film Swagger

Vi åbner mini-festivalen med at præsentere to projekter, som nogle af Gellerups unge har været med til at lave: En arkitekturudstilling, der handler om Gellerup, og fremstillingen af nogle helt særlige Gellerup-t-shirts!

Arkitekturudstillingen er lavet af unge fra Gellerup som del af Vi Fællesskaber Vores By-projektet, der blandt andet undersøger, hvordan ’arkitektur’ og ’fællesskab’ hænger sammen. Nogle af de unge og projektets folk vil fortælle om, hvordan udstillingen er blevet til og hvad projektet går ud på.

De nye Gellerup-t-shirts er lavet af unge fra Gellerup i samarbejde med fotografen Kaare Viemose. Projektet handler om, hvordan vi ser og tænker om Gellerup, om at finde skønheden og kvaliteten i bydelen gennem arkitekturen og de fortællinger, som vi selv – ikke alle mulige andre – forbinder med Gellerup.

  • Kl 15:00: Vi åbner dørene
  • Kl 16:30: Mini-festivalens program introduceres
  • Kl 17:00: Oplæg om Vi Fællesskaber Vores By projektet
  • Kl 17:30: Oplæg og præsentation af t-shirtprojektet v. Kaare og de unge
  • Kl 18:00: Intermezzo
  • Kl 18:30: Vi viser den fantastiske franske dokumentarfilm ’Swagger’, der følger de sejeste, skarpeste, sjoveste og swaggeste unge i en forstad til Paris.
  • Kl 20: Vi lukker for dagen

Tirsdag
Gellerup er og har altid været et kæmpe projekt! Det er ikke et område, der som mange andre er vokset frem gradvist. Det er et skoleeksempel på modernismens planlægningstro, hvor man mente, at én vision kunne rumme alle behov.

I dag vil vi sætte fokus på værtsskab og visioner. Med Helhedsplanen er en ny vision for Gellerup blevet formuleret, hvor det kan virke som om alt skal regnes ud på forhånd og særlige forventninger opfyldes. Mange dygtige mennesker har været med til at formulere den nye vision, det nye mål for Gellerup, og besluttet hvordan Gellerup skal blive til denne nye vision.

Men hvordan forholder vi os som beboere i Gellerup til vores egen nutid i området, vores hverdag, som foregår midt i en overgangstid? Gellerup er på samme tid vores, og ikke vores. Hvordan kan vi formulere vores egne visioner for Gellerup og lade dem gro i samspil med Helhedsplanens forestillinger og store omvæltninger?

Hvad vil det sige at være vært i sit eget område? Kan værtsskab være en god vej til at lade det nye og det eksisterende Gellerup udvikle sig sammen?

  • Kl 15:00: Vi åbner dørene
  • Kl 16:30: Oplæg ved PhD Jonas Strandholdt, der taler om visioner for byudvikling, lokal forankring af projekter, og processer der medvirker til at lade ’før’ mødes med ’det nye’.
  • Kl 17:15: Oplæg Pia Katballe Sørensen og Kenni Hede, som gennem de sidste 10 år har set adskillelige projekter, initiativer og løsninger for området vinde indpas og i de fleste tilfælde forsvinde igen.
  • Hvad kræver det at være en god vært/værtinde i Gellerup? Samtidigt med at man skal løfte opgaven som ansat i Borgmesterens afdeling i Aarhus Kommune?
  • Kl 17:45: Fælles snak
  • Kl 18:30: Vi lukker og slukker for mini-festivalen

Onsdag
Gellerups landskaber og fællesskaber – før, nu og i fremtiden.

Gellerup er ikke ret gammelt, men det er et område, der allerede har haft flere epoker som boligområde, og nu rejsen mod at blive en bydel.

Med arkitektur følger altid drømme og forestillinger om, hvad det er for et slags liv beboere og brugere skal kunne udfolde i arkitekturens rammer. I dag sætter vi fokus på det fælles liv der leves i Gellerup ved at undersøge, hvordan det skabes og næres. Vi får besøg af Ellen Braae, professor i Landskabsarkitektur, og Sigrids Stue, der har medvirket til at lave et mapping-projekt over Gellerups fællesskaber.

Med inspiration i dagens oplæg vil vi snakke om, hvordan vi kan både bevare og udvikle Gellerups mange fællesskaber, mange historier og mange måder, at gøre tingene på, og samtidig åbne os for alt det nye og alle de nye, der kommer til Gellerup med deres historier og forestillinger om, hvilket liv der skal leves i Gellerup.

Vi vil sammen prøve at forestille os en mapping af fremtidens fællesskaber i Gellerup. Hvad ønsker man, og hvad kan man være bekymret for? Og hvordan muliggør man egentlig det, som man ønsker skal komme?

  • Kl 15:30: Vi åbner dørene
  • Kl 17:00: Oplæg fra Ellen Braae, der trækker historiske tråde om Gellerups fællesskaber op til i dag og fortæller om landskabets rolle i fællesskabernes usynlige arkitektur.
  • Kl 17:30: Oplæg om Mappingprojektet, NetWork, der er skabt af Sigrids Stue
  • Kl 18:00: Aftensmad og fælles snak om, hvordan man bygger bro mellem det eksisterende Gellerup, og det Gellerup der er på vej.
  • Kl 18:30: Vi lukker for dagen

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.