Det nye bibliotek i Sports- og Kulturcampus i Gellerup er sammen med tre andre biblioteker i hele verden nomineret til prisen som årets bedste folkebibliotek i 2022.
Biblioteket i Gellerup er for længst blevet populært blandt århusianerne. Nu har resten af verden også fået øjnene op for biblioteket, der er en del af det nye Sports- og Kulturcampus i Gellerup. Biblioteket er nomineret til den fornemme pris som årets offentlige bibliotek i 2022 blandt biblioteker i så forskellige lande som Saudi Arabien, USA og Letland.
”Det er en stor anerkendelse af Gellerup Bibliotek og hele tanken om, at vores biblioteker er mødesteder for demokrati og mangfoldighed. Det er tydeligt, at Gellerup Bibliotek er blevet taget godt imod i hele lokalområdet, og at det nu også markerer sig internationalt, som et af verdens bedste offentlige biblioteker, er imponerende,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.
20 biblioteker fra 17 lande har ansøgt om at komme i betragtning til prisen og heraf er fire blevet udvalgt af en jury. Det er virksomheden Systematic og den internationale biblioteksforening IFLA, der for syvende gang uddeler biblioteksprisen Public Library of the Year.
Prisen har til formål at anerkende nye offentlige biblioteker, der formår at kombinere funktionel arkitektur med kreative it-løsninger og lokal kultur.
Gellerup Bibliotek er designet af Schmidt, Hammer og Lassen Arkitekter og blev bygget i 2021. Biblioteket er et åbent medborgercenter for demokrati og mangfoldighed, hvor brugere, frivillige, partnere og personale sammen skaber et mødested for fællesskaber og borgernes egne aktiviteter.
For at være kvalificeret til prisen skal biblioteket være nybygget eller placeret i bygninger, som ikke tidligere har været brugt som bibliotek. Med titlen som årets folkebibliotek følger en præmie på 5.000 US Dollars, svarende til mere end 30.000 danske kroner, der er sponsoreret af Systematic.
Prisoverrækkelsen finder sted ved IFLA’s årlige verdenskongres, der i år bliver afholdt i Dublin den 26.-29. juli 2022.