Der var huer i alle farver og modeller, da Gellerup og Toveshøj torsdag aften hyldede de mange unge fra lokalområdet, som her i foråret har færdiggjort deres ungdomsuddannelse. ”I har grund til at være stolte”, sagde kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad til studenterne.
”Husk at have huen på, når I her i sommer bevæger jer rundt i byen. I er rollemodeller for jeres søskende, mange af jeres naboer og beboere i området, og mange unge i Aarhus. Der er brug for jer. I viser, at uddannelse er en god vej at gå.”
Det sagde kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, som selv er vokset op i Gellerup og er uddannet jurist, men i en årrække har siddet i Aarhus Byråd.
”Jeg kan huske, at jeg selv gik på Langkær Gymnasium, kunne man tælle de unge med anden etnisk baggrund med bare en eller to hænder. Den gang snakkede vi om, at det var for få. Hvor er det flot at se, at det er gået så stærkt. Rigtig mange med anden etnisk baggrund tager nu en ungdomsuddannelse, om det så er på erhvervsuddannelserne, handelsskole eller gymnasier. I har grund til at være stolte,” sagde han.
Og aktuelle tal bekræfter kulturrådmandens indtryk: Andelen af 15-24-årige i Gellerup og Toveshøj, som ikke er i job eller i gang med en uddannelse, er styrtdykket de seneste 10 år.
I 2012 var 17,6% i de to områder ikke job eller i gang med en uddannelse. I 2021 var det tal næsten halveret til 9,4%, viser nye tal fra Aarhus Kommune. Alene fra 2020 er andelen faldet med 2,9 procent-points.
”I har arbejdet hårdt, og det har krævet en stærk vilje og en indsats gennem mange dage og aftener – og det har krævet at jeres familier har bakket jer op. Jeg er sikker på, at de alle er stolte af jer,” sagde Rabih Azad-Ahmad.
”I gør det lettere for jeres børn”
Han fortalte om en oplevelse fra den tid, hvor han arbejdede på et advokatkontor i Gellerup. En lokal håndværker mødte op på kontoret for at ordne nogle praktiske ting. Til overraskelse for Rabih Azad-Ahmad medbragte han sine to sønner.
”Jeg vil vise dem, hvad jeg selv laver, men også hvilket arbejde du udfører, så de kan se, hvilke muligheder de har, hvis de tager en uddannelse”, sagde faderen ifølge kulturrådmanden
”Han havde ikke selv gået ret længe i skole, men havde en stærk vilje til, at hans børn skulle få en uddannelse.”
Rabih Azad-Ahmad pegede over mod 19-årige Mohammed Chahrour, som var aftenens konferencier til dimissionsfesten i Laden. Han var en af håndværkerens to sønner – og er nu i gang med andet semester på erhvervsjura-uddannelsen.
Henvendt til de nye studenter sagde Rabih Azad-Ahmad:
”Jeg synes, det er en god og vigtig historie om en familie, som støtter op om sine børn. Jeg er selv den eneste i min familie, som har taget en uddannelse. I skal vide, at I med jeres indsats gør det lettere for jeres børn. I baner vejen for fremtidens generationer og er med til at sikre, at vi kan bygge fremtidens samfund sammen.”
En stor beslutning
Som nævnt var Mohammed Chahrour udpeget som aftenens konferencier – på opfordring fra de unge selv. Han var sidste år selv en af de unge studenter og blev her i foråret spurgt, om han ville holde en tale til dette års studenter.
”Jeg syntes, det var en fed oplevelse at være med sidste år. Det er et rimelig fedt arrangement, der bliver lavet, så jeg sagde ja til at bidrage,” fortalte han, inden han stillede sig frem og fortalte sin historie til dette års studenter.
”For et år siden stod jeg det samme sted som jer. Jeg havde også lige fået hue på efter tre års hårdt arbejde. Og så kom spørgsmålet, alle stiller i denne her tid: Hvad så nu?”
Mohammed Chahrour erkendte, at han var i den kategori, som efter sin studentereksamen ikke vidste, hvilken uddannelse han skulle gå i gang med.
”Det er en stor beslutning, og jeg tror, det er helt normalt, at man har det sådan. Jeg begyndte at undersøge en masse forskellige uddannelser og nåede frem til en liste på fire. Jeg spurgte min familie og venner og min chef – og også folk jeg ikke kendte – hvad de ville opfordre mig til. Og så blev jeg faktisk afklaret – to dage før ansøgningsfristen,” sagde Mohammed Chahrour.