Lørdag d. 27 august vil Street GAME omdanne Gellerup til ét stort street-fællesskab, når organisationen kommer for at fejre gadeidrætten. Her kan alle børn og unge prøve kræfter med gadefodbold, streetbasket og street art, mens dj´s vil sende sprøde toner ud af højtalerne.

Det er den lokale GAME-zone, der arrangerer det årlige Street GAME i Gellerup.

I alle GAME’s zoner er det lokale, frivillige ildsjæle, kaldet playmakere, der ugentligt arrangerer træninger for områdes børn og unge, og de er omdrejningspunktet i GAME’s arbejde for at skabe varige sociale forandringer gennem unge-ledet gadeidræt, fortæller Nikoline Olsen, leder af playmaker-programmet i GAME:

“GAME’s lokale frivillige tager virkelig meget ansvar og vokser med det. De er rollemodeller. Og det kan tydeligt ses, når de afvikler et event som Street GAME. Det er bare én af mange måder, de skaber forandringer for børn. For det er en dag, børnene ser utrolig meget frem til”

”Det betyder så meget at være en del af et fællesskab, der også mødes om større ting, som for eksempel turneringer som Street GAME. Her er det både frivillige og børn, der sammen viser, hvor fedt det kan være der, hvor de bor, samtidig med at de inviterer nye mennesker ind i det lokale GAME-fællesskab,” tilføjer hun.

GAME er en non-profit gadeidrætsorganisation, som siden 2002 har arbejdet for at skabe varige sociale forandringer gennem unge-ledet gadeidræt. GAME uddanner unge til ledere og rollemodeller inden for gadeidræt.

Street GAME er gratis, og alle er velkomne til at kigge forbi og deltage. Det hele foregår ved multibanen ved siden af kunstgræsbanen Arena Vest i Gellerup fra kl. 14.00 – 17.45.

Organisationen arrangerer træninger, turneringer og events i streetbasket, gadefodbold, dans og parkour for børn og unge i Afrika, Europa og Mellemøsten samt i gadeidrætshuse i Esbjerg, København, Viborg og Aalborg.

Der spilles følgende turneringer:
14:00 – 14:45: Sign-up til fodbold og basketball
14:45 – 17:00: Fodboldturnering
15:30 – 17:15: Fri afbenyttelse af lille bane
17.00 – 18.00: Basketball-turnering

Workshops / Street art:
14:30 – 16:00: Glitter workshop
15:15 – 17:45: Mal på t-shirts

Underholdning:
15:00 – 17:00: Maymi Asgari laver street fodbold tricks

Du kan se hele programmet her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.