Tre foreninger i Gellerup, Andromeda 8220, Gobaad Kulturforening og Sigrids Stue, er gået sammen om at arrangere GAF Filmdage hos Gellerup Art Factory. Her kan du blandt andet opleve filmen Gagarine – med introduktion af digteren Elias Sadaq, som er født og opvokset i Toveshøj.
Filmen Gagarine handler om 16-årige Youri, som har boet i Gagarine Cité hele sit liv – et gammelt og slidt boligbyggeri, beliggende i udkanten af Paris. Da planer om nedrivning af Gagarine Cité truer, er Youri og hans venner Diana og Houssam hurtige til at gøre modstand.
De kæmper en febrilsk kamp for at redde deres hjem, alt imens Youri drømmer om rumrejser og den store kærlighed. Kampen virker dog mere som en umulig drøm end en realitet, men Youri må være standhaftig og holde fast i sine drømme, selvom det virker umuligt.
Filmen er en rørende fortælling, svøbt i vidunderlig magisk realisme, om hvordan de største drømme kan findes selv under de fattigste kår, og om at holde fast i sine drømme, selvom ingen andre tror på dem.
Når filmen vises hos Gellerup Art Factory på onsdag d. 26. oktober, bliver den introduceret af digter og dramatiker Elias Sadaq. Han er en dansk-marokkansk digter og dramatiker født og opvokset i Toveshøj i Gellerupparken.
Han debuterede i 2019 som forfatter til digtsamlingen Gadestreger, som blev nomineret til en Danish Rainbow Award og for hvilket Elias modtog Danske skønlitterære Forfatteres Skulderklaplegat.
I 2021 debuterede Elias som dramatiker med teatermonologen ‘Den unge Elias’ lidelser’ som blev fremført på Folketeatret i København. Manuskriptet til monologen er udkommet som bog hos Det Poetiske Bureau (2021). I dag studerer Elias Dramatisk Skrivekunst ved Den Dansk Scenekunstskole.
Også fredag d. 28. oktober er der to film på programmer: Kl. 17:00 vises The City Caught in the Middle (25 min), som du kan læse om her og kl. 18:00 Grabbing Dignity (32 min), der omtales her.