I de seneste uger har Gellerupscenen leveret en del fine kultur-oplevelser – og søndag d. 27. november venter endnu én: Århus Sangskriverværksted præsenterer det mest ambitiøse koncert-projekt i foreningens 25-årige historie, forestillingen FRED.
”I en tid hvor ufreden griber om verden, inviterer Århus Sangskriverværksted til “FRED – En sangskriverforestilling”. Sådan lyder invitationen fra sangskriver-værkstedet, der blev startet af Michael Hamilton og Jørgen A. Leth i 1998.
”I det mest ambitiøse koncertprojekt i ÅSV’s 25-årige historie præsenterer vi en overdådig buket af sangskrivere fra Aarhus’ frodige undergrund. 11 sangblomster, der spænder fra folk til punk,” skriver næstformand Søren Lyhne til Vores Brabrand.
De 11 sangskrivere er: Juka Trashy, Ole Nielsby, Snær, Astrid Alsbjerg, Minka Hoist, Det nye navn, Lars Ingesman, Penny Flows, Britt Rasmussen, Freja Lærke og Svend Seegert.
De akkompagneres af et behændigt husorkester sammen med Eva Esmann Behrens’ betagende lysprojektioner.
Alle sangene handler om emnet fred – og som helhed tager koncerten dig på en rejse fra det ydre til det indre, fra lys til mørke og fra vrede til taknemmelighed, lover Søren Lyhne.
Århus Sangskriverværksted bestod i mange år kun af en lille kreds, som samledes privat, indtil Lars Kiehn fra Dansk Musiker Forbund (DMF) fandt interesse for idéen og tilbød DMF’s lokaler som base for de værksteds-aftener, der er et omdrejningspunkt i foreningen.
Værkstedet, der drives af frivillig arbejdskraft, har i dag over 100 tilknyttede sangskrivere og er dermed, så vidt vides, Nordeuropas største amatør-sangskriverforening. ÅSV afvikler ca. 50 begivenheder om året.
“Her er der plads til alle: unge og gamle, mænd og kvinder, begyndere og professionelle og enhver genre og nationalitet. Man mødes om fælles begejstring for at udtrykke sig gennem tekst og musik,” siger Søren Lyhne.
Søndag d. 27. november kl. 20 på Gellerupscenen: Sangskriverforestillingen FRED. Pris for entré: 60 kr. Koncerten er en del af Music City Aarhus 2022 og er desuden støttet af Aarhus Kommunes Musikpulje.