Der er meget mere på spil for de iranske kvinder end deres hår. Torsdag eftermiddag gav to kvinder med iranske rødder på Gellerup Bibliotek et både dramatisk og rørende indblik i et brutalt, undertrykkende iransk styre, hvor først og fremmest kvinderne er de store ofre.
”Jeg fortsætter med at kæmpe med mit hår, mit flag, min krop og mine ord, til den dag Iran er et frit land.”
Sådan sagde Maria Arianfar, som er født i Iran men har boet næsten 30 år i Danmark og i dag er aktiv som frivillig i en række sammenhænge i Østjylland, blandt andet Kræftens Bevægelse.
Torsdag fortalte hun ved arrangementet ”Kærlighed til håret” på Gellerup Bibliotek om at vokse op i et Iran under forvandling – fra et frit vestligt orienteret samfund til en islamisk republik under ayatollah Khomeini styret af strengt religiøse love og regler. Hun var otte år i 1979, da revolutionen brød ud.
”Fra den ene dag til den anden begyndte mine lærere at gå tildækket. Det gjaldt også de små piger, der før gik i prinsesse-kjoler. Nu skulle de have tørklæde på og have håret helt dækket til. Vi så forfærdelige ud!”
Hendes ældste søster blev en af de aktivister, som forsøgte at kæmpe mod det meget restriktive styre. Det blev kostbart for hende. Hun endte med at blive fængslet i fire år, tortureret og voldtaget – og vidne til mange henrettelser.
Hun skrev senere under på et såkaldt fortrydelses-dokument og slap ud af fængslet. Men hun blev aldrig igen sig selv.
Hængning sad i kroppen mange år efter
Maria Arianfar fortæller stærkt berørt om en særlig oplevelse, hun havde som 12-årig. Skolelederen kom ind i klassen og fortalte, at alle eleverne skulle på en tur. Det viste sig, at udflugtsmålet var en henrettelse af en ung mand.
Hun var lidt højere end de andre, så hun havde et godt udsyn over, hvad der foregik. En kran hævede den unge mand op. Maria Arianfar kunne huske præcis, hvilken blå farve tøj, han var iklædt – og at han undervejs tabte sin ene sandal og tydeligt tissede i bukserne på vejen op.
”Jeg glemmer aldrig den våde plet,” siger hun og må afbryde sig selv et øjeblik.
”Mange år senere fandt jeg ud af, hvad den oplevelse havde gjort ved mig. Jeg var næsten lige kommet til Danmark og sad og så en serie på tv, hvor der indgik en hængning. Jeg kunne pludselig ikke få vejret, og jeg sad længe på badeværelsesgulvet og bare græd.”
Maria Arianfar slår fast, at det ikke bare er tørklædet, de iranske kvinder kæmper for i dag. Det er omfattende og vedvarende kulturel og politisk undertrykkelse af alle kvinder i landet.
29-årige Helma Zeinali var 16 år, da hun første gang hørte om demonstrationer og modstand mod det iranske styre.
”Hvad er en demonstration?”
29-årige Helma Zeinali er en del af den generation, som kun har kendt til det islamiske styre. Hun vidste ikke, at andre har kæmpet og var blevet nødt til at flygte ud af landet.
Faktisk var hun 16 år, før hun i 2009 for første gang om modstand mod styret. Hendes mor sagde til hende, at de skulle ud på gaden og demonstrere. Der havde lige været afholdt valg, men mange borgere var sikre på, at der havde været udbredt valgsvindel og gik på gaden for at udtrykke deres utilfredshed.
”Hvad er en demonstration,” spurgte hun.
Hun havde endnu ikke selv stemt og vidste kun, hvad hun havde set på det iranske stats-tv.
”Det var helt vildt, der var så mange mennesker, alle råbte om de stjålne stemmer – og jeg begyndte også at råbe. Min mor var så engageret og det samme var alle mennesker. Det var så smukt,” fortæller hun om oplevelsen, der har sat sig dybt i hende.
”Men pludselig begyndte de at skyde på folk. Vi løb, jeg og min mor, det var lidt mørkt, men jeg så folk dø, så at folk hjalp hinanden, de forsøgte at finde steder at skjule sig, og i nogle huse på vejen åbnede de dørene, for at vi kunne gemme os.”
”Jeg opdagede, hvad det vil sige at kæmpe for noget. Jeg ønskede at være lige så modig som min mor. Hun både studerende og arbejdede samtidig hårdt for at holde familien sammen. Hun var chefen i vores hjem.”
”Ring ikke til mig!”
Det er fem år siden, hun slap ud af landet og kom til Danmark. Nu er hun også en af de iranske kvinder, som møder op og fortæller om forholdene i hendes hjemland, så ofte hun får chancen for det.
”Det er svært at være kvinde i Iran. Man har så mange udfordringer. Mange iranske kvinder er virkelig stærke, men de bliver ikke rigtig taget seriøst i samfundet, og de fleste har problemer på arbejdsmarkedet.”
Hun fortæller, at hendes mor er en af de aktive, som deltager i protester imod regimet. En dag skrev hun en sms til sin datter:
”Ring ikke til mig!”
”Hvorfor, hvad er der galt,” skrev hun tilbage. Hun fik intet svar – men hendes bror kunne fortælle, at han havde hørt, at nogen leder efter moderen. Man mener, at hun er med til at organisere protester, hvilket Helma Zeinali tror er helt forkert. Hun deltager bare i demonstrationerne sammen med sine kolleger.
Hun fortæller om den forvirrede kamp for at slette billeder og andre informationer på moderens Instagram-profil. Alle familie-billeder er nu væk, og moderen lever nu et stille normalt liv i det Iran, hvor præstestyret nu af al magt forsøger at kvæle befolkningens oprør.
