Fredag d. 12. maj har Chadi Abdul Karim premiere på teaterstykket Novembervejr hos Gellerup Art Factory. Et dybt personligt projekt om depression og selvmordstanker. Her fortæller den 44-årige skuespiller og instruktør om tvivlen og uroen – og håbet om at der vil være publikum til forestillingerne.
Chadi Abdul Karim sætter sig, eftertænksom, indadvendt. Men kun et øjeblik. Rastløst går han det meste af tiden omkring på gulvet hos Gellerup Art Factory, hvor alt er gjort klar til forestillingen Novembervejr. Han er tydeligvis urolig. Det her er ude af hans comfort zone.
”Jeg har arbejdet så længe på det her projekt. Det er så hård en forestilling for mig at spille rent personligt. Og så bliver man ramt af den dér følelse – er der overhovedet nogen, som er interesseret i at se den?”
For nogle uger siden meldte skuespiller og instruktør Chadi Abdul Karim ud, at han vil skabe et performance arts studio i hjertet af Gellerup med fokus på at skabe professionelle teateropsætninger af høj kvalitet.
Den første forestilling, Novembervejr, tager udgangspunkt i en meget mørk periode i Chadis eget liv. I 2015, efter flere tragiske omstændigheder, fandt han sig selv i et dybt hul. En hård depression og konstante tanker om selvmord, blev hverdagen.
Han har selv skrevet stykket, instruerer og står selv på scenen. Forestillingsleder er Julie Jensen, og scenografi og teknik står Jens Mønsted for.
Chadi Abdul Karim kan mærke, at alle omkring ham er påvirket af situationen. Han er presset og sprudler ikke som den Chadi, de fleste kender. Presset af den blanding af forventning og usikkerhed, som sikkert altid er en del af tilværelsen op til en premiere. Men her har han bare det hele på sine egne skuldre.
Svært at tale om
Novembervejr bliver opført 10 gange ud over premieren fredag d. 12. maj. Andre forestillinger spiller han normalt meget længere, men den her er speciel. Det er tre-fire års depression, selvmordstanker og mørke, som han her vender tilbage til.
”Det er ikke sjovt det her. På ingen måde. Og noget i mig siger, at jeg skal passe på mig selv.”
Men hvorfor gør han det så?
”Jeg vil lave noget, der går ind i samfunds-debatten. Det kan jo ramme os alle sammen, uanset om man bor i Gellerup eller i Hellerup.”
Forestillingen tager afsæt i tre-fire år af hans liv, hvor han følte sig som en zombie, som enten kørte på autopilot ude i samfundslivet eller lå grædefærdig i fosterstilling hjemme i sofaen.
”Alle prøvede at hjælpe, men ingen tog sig tid til rigtig at forstå, hvad det handlede om. Jeg var blevet ramt af tre voldsomme livsbegivenheder oven i hinanden, men ingen så sammenhængen i det, og jeg var heller ikke selv i stand til at forklare det.”
”Reaktionen var lidt a la ”op på hesten igen”. Ved at sige at det nok skulle gå pressede de mig i virkeligheden længere ned. Med den her forestilling håber jeg, at jeg kan hjælpe nogle mennesker, som kommer i den samme situation.”
Han understreger, at Novembervejr ikke er et egoistisk projekt men et forsøg på at bidrage til at bringe et vigtigt emne frem i lyset i et samfund, hvor stadig flere lider af depression på et tidspunkt i livet.
Det er et emne, der er svært at tale om. På arabisk har man knap nok et ord, der modsvarer det danske ”depression”. Og selvom vi på dansk har begrebet, har vi ingen debat om, hvad det i virkeligheden vil sige at være ramt så dybt i sjælen.
”Jeg er født med kunst og kultur, så teater er det eneste middel, jeg kan bruge til at italesætte det. Jeg har valgt at blotte mig selv i den her forestilling i troen på, at vi har noget at bidrage med. Vi har ikke noget at tabe –så går vi all in.”
“Det er meget personligt”
Chadi Abdul Karim er det, journalister vil kalde for ”en god historie”. Anerkendt skuespiller og instruktør, Reumert-vinder med Opgang 2-forestillingen ”Rottweiler”, tidligere rapper med bl.a. L.O.C. i Alzheimer Klinikken. Og ikke mindst opvokset i Gellerupparken.
Derfor har det været lidt af et chok for hele holdet bag den nye forestilling, at medierne absolut ingen interesse har vist for projektet. Kun Gellerup.nu, Vores Brabrand og fagmedie Iscene har bragt historier om det kommende teaterprojekt Aiwa Aiwa og den aktuelle forestilling.
De har ringet rundt til redaktionerne for at følge op – men uden det store held. De store medier trækker på skuldrene. Og Chadi Abdul Karim føler sig isoleret med sine forhåbninger om at kunne være med til at sætte en vigtig debat i gang.
”Vi har fået økonomisk støtte og tillid af Gellerup Kulturmidler og kunstfonden, men jeg er begyndt at tvivle på, om vi kan leve op til det. Jeg ved, at vi kan lave noget virkelig fedt. Men hvis ingen ved det, hvad er det så værd?”
Gellerup Art Factorys lokale i Sports- og Kulturcampus er omdannet til scenerum. Det er her, Chadi Abdul Karim hver aften vil genbesøge den tid, hvor han adskillige gange var på selvmordets rand.
”Det er meget personligt. Jeg håber virkelig, at folk vil være interesseret i det og se forestillingen. Jeg tror på det personlige møde i en verden, der på nogle områder bliver mere og mere kunstig.”
”Novembervejr” har premiere d. 12. maj på Gellerup Bibliotek. Du kan købe billetter her.