Stemningen i Laden er hyggelig, men baggrunden er grufuld og makaber. Cirka 30 børn i alderen 6-13 år har deltaget i Brabrand Billedskoles workshop som en del af kampagnen Trafiksikkerhed i Gellerup. Her tegner børnene voldsomme trafikuheld og producerer afrevne hænder og indpakkede lig.

På bordet ligger hænder i alle former og størrelser. På gulvet sidder børn og laver tegninger af dramatiske trafikuheld, og i lokalet ved siden af ligger sidste uges produktion af plastic-emballerede ”døde kroppe”.

Brabrand Billedskole er i to uger vært for en ganske særlig kunst-workshop i beboerhuset Laden. Her gælder det ikke om at lave flotte kunstværker – men i stedet skal produktionerne helst være så dramatiske og hårrejsende som muligt.

Formålet er at skabe chokerende kunst-installationer langs Gellerups veje for at skabe opmærksomhed om en usund trafikkultur i lokalområdet. Her kører mange – trods politiets talrige færdselsaktioner – stadig som om de aldrig har hørt om færdselsreglerne.

Og de cirka 30 børn, som er dukket op til workshoppen seneste uge, har kastet sig over projektet med stor energi.

”Børnene kan godt li´ det horroragtige element, og de vil gerne gøre det endnu mere dramatisk, hvis det er muligt. Det tiltaler dem. For eksempel har nogle skrevet ”død” og den slags hen over deres malerier,” fortæller leder af Brabrand Billedskole, Didde Rose, som står for workshoppen.

Hun oplever, at mange af de deltagende børn er fascineret af de mørke sider af livet og ser workshoppen som en mulighed for at udforske uhyggen.

”Vi er jo alle bange for ulykker og de mørke sider af livet, men når man får lov til at arbejde med det, bliver det på en måde afmystificeret. Måske er det derfor, at det mørke fascinerer os,” lyder hendes vurdering.

Mange drenge med i workshoppen
Især har der været stor interesse for at lave afstøbninger af hænder og fødder. Mange har set videoer på Youtube af, hvordan man gør, og har kastet sig over arbejdet med stor interesse.

”Der har været overraskende mange drenge med i arbejdet. Normalt deltager kun meget få drenge i vores billedkunst-workshops, men det ser ud til, at det hårrejsende tema interesserer dem. Og så er det meget populært at lave afstøbninger. Det vil jeg helt sikkert arbejde videre med,” siger Didde Rose.

I to uger har børn fra Gellerup og Toveshøj arbejdet på elementer til udstillingen, ledet af Didde Rose, Brabrand Billedskole (th.). Foto: Sam Karamyani.

De mange afstøbninger er taget af deltagernes egne hænder og er skabt i materialet Alginat. Det bruges også af tandlæger, når de skal tage afstøbninger til at lave bøjler på tænderne.

Desuden maler børnene grufulde trafikuheld i blodrøde farver på genbrugsstof. Malerierne skal indgå i flag-ranker, der sammen med de ”afrevne lemmer” og de ligeledes producerede ”balsamerede lig” vil indgå i de bloddryppende kunstinstallationer, der skal inspirere bilisterne til at køre lidt pænere.

Fernisering søndag d. 9. juli
På workshoppen har deltagerne også skabt et minde-alter, som mange har set på bilture sydpå. Her står de i vejsiden med blomster og billeder til minde om personer, som er omkommet i biluheld.

”Vi pynter alteret med mosaikker og med vilde blomster, som vi har plukket rundt om i Gellerup, til at ære for dem som også andre steder er blevet ofre i trafikken,” fortæller Didde Rose.

Workshoppen er gennemført og støttet af projektet Trafiksikkerhed i Gellerup, Aarhus Kommune og afholdt af Brabrand Billedskole i samarbejde med Bydelsmødrene i 8220.

I blodrøde farver har deltagerne malet konsekvenserne af dramatiske trafikuheld. Foto: Sam Karamyani.

Søndag d. 9. juli kl. 15-16 bliver de færdige kunstinstallationer præsenteret ved en fernisering. Arrangementet starter i Laden, og derefter vil der være en rundvisning til installationerne langs vejene i Gellerup. Alle er velkomne.

Ved ferniseringen vil de deltagende børn fortælle om, hvorfor deres værker ser sådan ud, og hvad trafiksikkerhed betyder for dem.

Hele forløbet er dokumenteret, og i sensommeren vil der i lokalområdet åbne en fotoudstilling, der med fotos og 3 små filmklip vil vise processen af børnenes arbejde i løbet af workshoppen samt fortælle om deres overvejelser i forbindelse med de ting de har produceret og hvorfor.

Bydelsmødrene havde håbet, at kunst-installationerne kunne stå langs bl.a. Edwin Rahrs Vej og advare bilisterne om de mulige omkostninger ved uforsvarlig kørsel. Men koordinator hos bydelsmødrene, Lone Hedelund, fortæller, at Østjyllands Politi har afvist at give tilladelse til placering af installationerne tæt på vejen.

Nu overvejer bydelsmødrene en anden knap så iøjnefaldende placering.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.