Der er stadig lang vej til en beslutning om, hvad der skal ske med City Vest, efter at de fleste butikker har forladt indkøbscentret. Ejeren A. Enggaard ønsker at rive to tredjedele ned og bygge boliger på grunden. Men Aarhus Kommune har endnu intet besluttet og inviterer nu til borgermøde om sagen.
”Det er vigtigt for mig at sige, at det her er et oplæg fra A. Enggaard, som Aarhus Kommune har sagt ja til at undersøge. Der ligger ikke et færdigt tegnet projekt, som vi har sagt ja til.”
Det sagde byplanlægger Heidi Bilenberg, Teknik og Miljø, på kvartalsmødet i Samvirket for nylig. Her fortalte både hun og projektudvikler hos A. Enggaard A/S, Lars Thesmer Sørensen om City Vest og de næste skridt i projektet.
Heidi Bilenberg skal for Aarhus Kommune stå i spidsen for arbejdet med at finde frem til en plan for det tidligere så aktive indkøbscenter.
”Vi er nu i gang med at undersøge, hvilke interesser der er i området, og hvad man mener, der er behov for. Og så skal vi derefter spørge politikerne, hvad de synes, der skal ske med indkøbscentret,” sagde Heidi Bilenberg.
Hun lovede, at der i offentlighedsfasen kommer mindst to borgermøder. Det første borgermøde bliver tirsdag d. 24. oktober kl. 16.30 i Teknik og Miljøs kontorhus, Blixens. Der kan man komme og høre mere om selve planprocessen, og hvordan man kan indsende sine høringssvar.
”Når vi har været igennem den første fase, går vi tilbage og bearbejder alle de svar, der kommer ind. Og så skal vi forberede det første materiale til politikerne. Her vil der så blive lagt en linje for, hvordan vi kommer videre med det her projekt,” forklarede Heidi Bilenberg.
”Så der ligger ikke et hemmeligt skuffeprojekt, der allerede er vedtaget. Det hele er stadig rimelig åbent, så kom endelig med jeres holdning,” opfordrede hun.
Den rigtige løsning
Projektudvikler hos A. Enggaard A/S, Lars Thesmer Sørensen, understregede, at entreprenørvirksomheden mener, at det er den rigtige løsning for lokalområdet, at der kommer boliger på en del af det område, hvor City Vest ligger i dag.
”Vi kunne drømme om, at der stadig kunne drives et regionalt handelscenter i City Vest. Den ville også være klart den bedste forretning for Enggaard. Men når Danske Shoppingcentre ikke kunne lykkes med det, tror vi ikke, det er muligt,” sagde han.
”Tiden var nok løbet fra City Vest. Det er jo ikke det eneste shoppingcenter, der er i problemer i disse år. I stedet for vil vi hellere prøve at lave den rigtige løsning som et bydelscenter, der kan betjene lokalområdet. Og vi vil selvfølgelig også gerne lægge nogle boliger her, for vi synes, det er vigtigt, at der også bor nogle mennesker, som kan handle i centret.”
Lars Thesmer Sørensen understregede, at A. Enggaard ikke har en stor færdig plan for, hvordan det hele skal se ud. Derfor ser virksomheden frem til den kommende inddragelsesproces.
A. Enggaard A/S arbejder i øjeblikket på at prøve at samle de tilbageværende syv butikker i den nederste del af City Vest. Senest har brillekæden Louis Nielsen meddelt, at man bliver i City Vest og nu rykker ned over for Lidl.
”Håbet er, at vi kan holde City Vest i drift gennem hele perioden. Men det kræver jo, at der stadig kommer nogen og handler i de tilbageværende butikker,” sagde han.
”Vi hører tit folk sige, at det er også trist med City Vest, og nu kører vi andre steder hen og handler. Men så bliver butikkerne ikke ved med at være her. Hjælp os med at holde dem her. Hjælp os med at vi fortsat kan have et bydelscenter. Det hjælper os rigtig meget, at vi har de her 6-7 butikker, når vi skal starte centret op.”
Letbane/BRT skal gå øst om City Vest
På mødet fortalte byplanlægger Heidi Bilenberg, at der nu er truffet en beslutning om en mulig letbanes forløb omkring City Vest. Fagfolkene i Mobilitet har besluttet, at en linjeføring øst om City Vest er den rigtige løsning.
VVM-undersøgelsen af en mulig BRT- eller letbane-løsning er fortsat i gang, og et af spørgsmålene har været, hvordan linjeføringen skulle være ved City Vest. Uklarheden om den beslutning var tidligere meldt ud som en af grundene til, at en stor udviklingsplan for City Vest ikke blev til noget.
Gellerup Fællesråd opfordrede forleden i et høringssvar til Aarhus Kommune om City Vest til at vælge en linjeføring vest om City Vest – blandt andet af hensyn til beboerne i Skovgårdsparken, som ikke længere har en busrute tæt på boligområdet.
”Alle alternativer er nu undersøgt, og der er truffet en beslutning. Forvent ikke at vi flytter på noget som helst angående letbanen. Det er ikke et tema i den her planlægning,” understregede byplanlægger Heidi Bilenberg.
Den valgte linjeføring betyder, at en eventuel letbane eller BRT-bus så vil gå hen over området, hvor Nordgårdhallen nu ligger, ned langs Tinesvej til Silkeborgvej, hvor den vil svinge skarpt til højre.
Aarhus Kommune inviterer til dialogmøde om den kommende lokalplansproces for området omkring City Vest tirsdag den 24. oktober 2023, kl. 16.30 – 18.00, i auditoriet Blixens, Karen Blixens Boulevard 7, Brabrand. Du kan tilmelde dig her.