Gellerups første iværksætterfestival samlede torsdag nysgerrige århusianere, der var kommet for at opleve bydelens særlige iværksættermiljø. Store dele af City Vest var inddraget til at fremvise forretningsidéer, deltage i talks og konkurrere om at levere dagens bedste pitch.

En ny éndags-festival for iværksætteri blev torsdag afviklet i City Vest, der til dagens anledning var fyldt med udstillere fra store og små erhvervsdrivende samt interesseorganisationer, der støttede op om festivalen.

Festivalchef Aage Stokholm, Grimfest, indledte festivalen med at fortælle om sine erfaringer som kultur-iværksætter gennem 20 år.

”Jeg har 20 års erfaringer i, hvad man ikke skal gøre,” sagde Aage Stokholm med et stort smil. Alligevel kunne han dog give nogle pejlemærker for, hvordan man kan skabe noget nyt fra bunden:

”Tid og ro giver basis for kreativitet, og det er en af forudsætningerne for, at noget kan spire og vokse. Hvis man kan skabe pladsen omkring sig, så det nye kan blomstre op – og få nogle folk trukket ind og være med til at gøre pladsen større – så har man pludselig noget, det nye kan vokse fra,” sagde Aage Stokholm.

”Min opgave på Grimfest er blevet at skubbe mit eget ego og en stor del af ansvaret væk og opleve, at festivalen så bliver et resultat af de mange mennesker, der med til at skabe den. Hvis jeg kan give spirende talenter en scene, hvor talenterne kan blomstre, har jeg løst min del af opgaven.”

Mange gode fortællinger
Ifølge Hanne Marklund, projektleder i VisionPilot og medinitiativtager til den nye iværksætterfestival, er iværksættermiljøet i Gellerup, trods succesen med tre store iværksætterkollektiver, ukendt for mange:

”Jeg undrede mig over, at der ikke var andre, der havde tænkt over, at der inden for 500 meter faktisk ligger tre store iværksætterkollektiver, som tilsammen huser over 100 iværksættere. Det synes jeg er en skam, for der ligger så mange gode fortællinger og venter,” siger Hanne Marklund.

”Derfor satte vi os sammen i VisionPilot og lagde en plan for, hvordan vi kunne promovere Gellerup som et ”power house” for iværksætteri. Det førte til idéen om en iværksætterfestival, der skal støtte og anerkende de mange dygtige talenter, og vi er glade for, at mange aarhusianere lagde vejen forbi for at opleve Gellerup og Aarhus’ iværksætterscene, som er i en rivende udvikling.”

Fortsat transformation af Gellerup
Direktør i Brabrand Boligforening, Kristian Würtz, var blandt indlederne til iværksætter-festivalen. Han indledte med at takke de mange frivillige i og omkring konsulent-virksomheden Vision Pilot, som havde arrangeret festivalen:

”Tusind tak fordi at I har skabt det her super flotte og festklædte City Vest. Det er fantastisk at se, hvordan I er med til at levere jeres del af slæbet til at fortsætte den store transformation, som Gellerup som er i gang med,” sagde han.

”Det er en kæmpemæssig ambition at udvikle Gellerup fra en klassisk 70´er forstad med opdelte funktioner og boliger på den ene gade og erhverv på den anden. Målet er en by, som er en blanding af forskellige boligformer og moderne slags virksomheder.”

A. Enggaard A/S var en af sponsorerne bag Iværksætterfestival Gellerup. Strategisk bylivsudvikler Henning Winther understregede, at A. Enggaard har et stort engagement i at bygge det nye Gellerup og at udvikle bydelens talentmasse, når det gælder iværksætteri.

Entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard står blandt andet bag udviklingsområdet Helheden og det nye boligkvarter Abildhøj, og glæder sig også over det spirende iværksættermiljø og den nye festival.

A. Enggaard har fra starten støttet de lokale iværksættere som en del af de byudviklingsprojekter, der er sat i søen i bydelen, for Gellerup skal også i fremtiden være et område, der summer af aktiviteter, og hvor der skabes lokale arbejdspladser, understregede Henning Winther.

Han har selv i en del år været en del af de tre virksomheds-fællesskaber i Gellerup, Den Gode By, Square One og KollektivByen.

”Enggaard har ad flere omgange støtte den udvikling med vores kompetencer eller med midler, og da der blev snakket om at de tre iværksætterhuse i Gellerup slog sig sammen om dette arrangement, var vi selvfølgelig interesseret i at støtte op om det,” sagde Henning Winther, inden det omfattende festivalprogram gik i gang.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.