Opgang2 Turnéteater inviterer mandag d. 27. november igen til JALLA:-kulturfestival på Gellerupscenen. Forestillingen Sommerhuset og den efterfølgende debat stiller skarpt på temaet udsatte unge.

”Sommerhuset” er skrevet og instrueret af Pia Marcussen og følger Micki og de to pædagoger, der skal holde den udad-reagerende unge mand i skak i et fjerntliggende sommerhus.

Forestillingen havde premiere på Aarhus Teater tidligere på året og har siden gjort et stort indtryk på unge i hele landet med sin både fantastiske og socialrealistiske stil.

I rollen som Micki ses wrestler og rapper Michael Fynne, og i forestillingen er han flankeret af Malte Joe Frid-Nielsen og Stinne Henriksen.

Efter forestillingen på Gellerupscenen er der debat om unge og udsathed med dramatiker Pia Marcussen og repræsentanter fra blandt andet Klubberne i Gellerup.

”Det er altid en fornøjelse at spille i Gellerup. Opgang2 Turnéteater elsker virkelig bydelen, har høstet så meget inspiration her, og det er en stor glæde fortsat være en del af livet og kulturen her,” siger dramatiker og Opgang2´s leder Pia Marcussen.

Forestillingen rejser eksistentielle spørgsmål
Et sommerhus forbindes oftest med noget rart: Ferie, afslapning, nærvær og familie. Men i denne forestilling er sommerhuset et midlertidigt anbringelsessted for en ung ”troublemaker” og de to pædagoger, der er omkring ham.

Sommerhuset er et venteværelse i Ingenmandsland. Omsorg, nærvær og kærlighed udøves med professionel distance. Der er hele tiden hårfine grænser, der ikke må overskrides, og mens ventetiden går, slår bølgerne mod klinten igen og igen…

”Sommerhuset” er en teaterthriller om magt og afmagt og tegner et portræt af en ung mand, der altid er ballade med. Èn af dem, som tænder af og altid har gjort det, og som mange unge kan se sig selv – eller en ven – i. Èn af dem, der godt ved, hvad der rigtigt og forkert, men hvor temperamentet stikker af. Igen og igen.

Forestillingen rejser eksistentielle spørgsmål til en hverdag, mange helt almindelige unge befinder sig i, hvor ensomhed, udenfor-skab og desperation tegner virkeligheden. En virkelighed, hvor den enkelte kan føle sig bragt i og fastlåst i kasser, klasser og rammer, der ikke passer.

Jalla-festivalen er en tilbagevendende begivenhed og tradition fyldt med levende kunst i forskellige former. Når Jalla-festivalen kommer til Gellerup, rykker den musikken, dansen, sangen og teateret tættere på et publikum, der måske ellers ikke vil have muligheden for at opleve det, skriver Opgang2 om festivalen.

JALLA:21 afholdes i samarbejde med KIG – Klubberne i Gellerup, ACFC og Arabisk-Dansk Kulturforening.

JALLA:-kulturfestival på Gellerupscenen, Gudrunsvej 78, 8220 Brabrand, mandag den 27. november kl. 19.00. Billetter til JALLA:21 er gratis og skal bestilles på info@opgang2.dk eller 2131 6171.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.