Egentlig har Camilla Dayyani mere end rigeligt at se til som sangerinde, komponist, underviser og foredragsholder. Men de sidste par år har hun også med sin forening Bazarjazz budt ind med meget varierede koncerter i Gellerup-området. Det fik hun tirsdag en Danish Music Award for.

”Med en kæmpe kærlighed til jazz har Bazarjazz gennem flere år skabt unikke og inkluderende koncertoplevelser, hvor mange forskellige mennesker – med jazzen som samlingspunkt – har knyttet bånd på tværs af alder, etnicitet og kulturel baggrund.”

Sådan lyder en del af begrundelsen for, at Camilla Dayyani og Bazarjazz tirsdag fik overrakt en Danish Music Awards Jazz for Årets Koncertoplevelse.

Branche foreningen JazzDanmark hylder med prisen den store indsats, Camilla Dayyani siden 2020 har gjort for at bringe kvalitetsjazz til 8220 Brabrand, hvor hun bor. Og især til Gellerup, hvor hun har samlet store og små til koncertoplevelser på bl.a. Gellerupscenen, i byparken og på Verdenspladsen:

”Med nysgerrighed og en stor samarbejdsvilje har Bazarjazz – på mange forskellige scener og med en stor lokal forankring – skabt inviterende koncertformater, der har vist, at jazz kan være løftestang for integration og kulturelt medborgerskab.

Hos vinderen er jazz ikke bare en genre, det er en bazar hvor alle kan føle sig velkommen.”

Camilla Dayyani fortæller, at hun er både glad og stolt over prisen:

”Det er virkelig dejligt, at nogen ser og anerkender det, man laver, og det er et kæmpe skulderklap til at gå videre med alt det, Bazarjazz har i gang,” siger hun.

Hvad er det for en koncertoplevelse, du forsøger at skabe?

”Først og fremmest vil jeg gerne bringe god musik til Gellerup. Jazzen er jo min genre, så det er med den som udgangspunkt. Jazz er totalt inkluderende i sin natur og kan let interagere med andre former. Det skaber en åbenhed og en samhørighed hos dem, der oplever det – som noget unikt og nonverbalt.

”Det er den oplevelse, jeg gerne ville bringe i spil. Få folk til at mødes, som bor i Brabrand og Gellerup – og alle andre steder. At man sammen føler sig som én.”

Manglede den professionelle musik
Hun er selv meget aktiv på landets scener med alt fra moderne jazz i Camilla Dayyani Group til Sangskattekisten, hvor hun optræder med børnesange som ”Hjulene på bussen” og ”Tommelfinger”. Desuden underviser hun på Aarhus Musikskole og er kapelmester for World Music Center.

Tankerne om også at stå som arrangør af koncerter opstod via hendes samarbejde med det righoldige foreningsliv i Gellerup:

”Jeg har i den forbindelse oplevet Gellerup mere indefra og mærket alt det dejlige, der foregår, og de mange foreninger, der skaber mange kultur-aktiviteter. Men jeg syntes, at der har manglet den professionelle musik,” siger hun.

Dertil kommer hendes personlige rejse fra de mere klassiske former for jazz og ind i andre musikkulturer. Hun er selv af iransk afstamning og udgiver til januar et nyt album, hvor primært persiske digte af Khayyam, Rumi og Farrokhzad bliver fortolket.

Nye aktiviteter for og med unge
Bazarjazz lagde hårdt ud i 2021 med at invitere til et ambitiøst program på Gellerupscenen under Aarhus Jazz Festival med bl.a. guitaristen Lionel Loueke, som blandt andet er med i den legendariske Herbie Hancocks orkester.

Siden har fulgt mange andre initiativer – som regel i samarbejde med forskellige andre aktører i Gellerup, for eksempel Gellerup Kirke, Livsværkstederne og Gellerup Bibliotek.

”Det samarbejde har betydet, at vi for eksempel har kunnet invitere verdensnavne til sommerjazz i Gellerup. For eksempel spillede Aarhus Jazz Orchestra til havefesten sidste år. Det er virkelig dejligt, at vi kan præsentere så høj kvalitet på græsplænen mellem blokkene.”

Hun sidder i øjeblikket og arbejder på Bazarjazz´ planer for 2024. Intet er endnu helt på plads, men hun håber at kunne byde på aktiviteter med fokus på en ung målgruppe – både på scenen og som medarrangører.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.