Mens de fleste mennesker nok glæder sig til ferie og afslapning, har de lokale lommepenge-jobbere i Lommeguld en travl tid. Hver onsdag sommeren igennem står de for Sommer Sjov i byparken i Gellerup og lignende sommer-aktiviteter på Langenæs om søndagen.
15-årige Yahya havde travlt onsdag eftermiddag i Gellerups bypark. Der var gang i popcorn-boden, hvor både børn og voksne stod i kø for at få et kræmmerhus med gratis popcorn.
Yahya er en del af Lommeguld – en socialøkonomisk virksomhed, der ansætter, træner og uddanner unge fra Gellerup, så de kan udføre praktiske opgaver og levere serviceydelser på bestilling.
Han har været med i Lommeguld i et halvt år, efter at han tidligere har været en del af et andet lokalt arbejdsfællesskab, Junior Rangers. Og han nyder tydeligvis at være på job i byparken, hvor Lommeguld er hyret af arrangøren, Kultur Samler, til at stå for børne-aktiviteterne.
De unge bidrager til at skabe en god stemning, sørger for at folk føler sig velkomne, og samtidig tilbyder de ansigtsmaling og serverer kaffe, saftevand og popcorn – og går også lige en runde og sørger for, at pladsen ser ren og pæn ud.
”Det er rigtig sjovt. Jeg føler det nærmest ikke som et job. Jeg får lov til at tale med mine venner og bare være social. Det er en ret nem måde at tjene nogle lommepenge på,” siger Yahya.
Han får ca. 65 kr. i timen og er klar, hver gang projektleder i Lommeguld, Louise Bro Jacobsen, har opgaver, der skal løses.
I sommerferien betyder det fast arbejde hver onsdag og søndag i Gellerup og på Langenæs. Men Lommeguld har også haft mange andre opgaver, blandt andet i forbindelse med Aarhus Pride her i foråret.
Kommer i gang på arbejdsmarkedet
Junior Rangers og nu Lommeguld er Yahyas første fritidsjob. Han sendte en ansøgning og kom til jobsamtale, præcis som det også foregår andre steder.
”Jeg var lidt nervøs, men efter 10 minutter var det helt nemt. Jeg svarede bare på spørgsmålene, og bagefter fik jeg at vide, at jeg havde fået jobbet,” fortæller han.
Han spiller også fodbold i ASA Aarhus tre gange om ugen og har fritiden fuldt besat. Men han holder fast i arbejdet i Lommeguld. Og arbejdet har givet ham troen på, at han nok skal få et andet fritidsjob, når han bliver for gammel til at være med i Lommeguld.
Det glæder Louise Bro Jacobsen, for det er netop formålet med Lommeguld: En del unge i alderen 13-15 år fra Gellerup og Toveshøj oplever, at det er svært at finde et fritidsjob. Men når de først kommer i gang, får mange troen på, at de godt kan begå sig også på andre arbejdspladser.
Og opgaver som parkunderholdningen i Gellerup og på Langenæs er gode jobs for de unge:
”For nogle af de unge kan sommerferien være rigtig lang, hvis man ikke har noget at give sig til. Så er det et godt job, hvor man kan være sammen med andre og samtidig også tjene nogle penge,” siger hun.