Tekst og foto: Benedikt Kabel Madsen
I sidste uge inviterede Gellerup Kulturmidler igen til præsentation af kommende kultur-projekter i Gellerup. Syv hold mødte op på Gellerup Bibliotek og fortalte om deres projekter. Den såkaldte pitch er en forudsætning for at få del i den økonomiske støtte fra Aarhus Kommune.
En pitch er et oplæg, hvor man holder et kort oplæg om en projektidé. På Gellerup Bibliotek var formålet at “vinde” penge til sit projekt. Hver deltager havde tre minutter til kort at fortælle om deres projekt. Efter de tre minutter var der tid til spørgsmål fra de andre der var mødt op.
Pitch-møderne forløb i hyggelige omgivelser i et hjørne af Gellerup Bibliotek. Her fortalte deltagerne om deres ideer og arrangementer, og hvad det vil betyde for området.
Her kom mange spændende initiativer, blandt andet en udvidelse af byparken, hvor der kan gro flere vilde blomster og økologisk dyrket afgrøder.
Der kom også oplæg til mere kunstneriske projekter så som oplæsning og opførelse af eventyr fra 1000 og en nat, i forbindelse med Kulturnatten, og et mere personligt teaterstykke om identitet og splittelse udført af en lokal beboer fra Gellerup.
Også de mere pædagogiske tanker blev luftet. Her kom Black Top Team med en vision om, at børn kan danse sig til bedre trivsel og give børn mere selvtillid, og på den måde give børn mod til at tage en uddannelse.
Men der blev også præsenteret en intention om at lave en podcast hvor de unge kan dele deres historie. Sommersjov kom også forbi med et ønske om at fortsætte aktiviteterne i byparken næste sommer. Sommersjov er forskellige arrangementer til børn hvor, hvor der er hoppeborg og popkorn og musik
Overraskelser Mellem pitchene
I løbet af arrangementet var der ikke mindre end to overraskelser. Allerede ved første pitch kom den første. Her blev vedkommende, der afholdt pitchet om 1000 og en nat-stykket, nemlig nødt til at gå, lige efter hun havde fortalt om sin ide. Hun havde nemlig fødselsdag og derhjemme sad familien og ventede på hende.
Selvom familien ikke kunne forstå, hvorfor hun blev nødt til at gå midt på aftenen, så syntes hun at det var vigtig at komme til pitchmødet, da dette var en god mulighed for at søge Kulturpuljen og fortælle om sit projekt.
Der var også en overraskelse til Black Top Team, der gerne vil lave en podcast, hvor de unge kan fortælle deres historie, så andre børn og unge kan spejle sig i det. Det viste sig, at de fik lov til at benytte Aarhus Kulturhus` udstyr til at lave denne podcast.
Gellerup Kulturmidlers puljer
Gellerup Kulturmidler har to puljer: Den store pulje, som har et årligt budget på ca. 800.000. Og Her og Nu puljen et årligt budget på ca. 180.000 kr. Der kan maksimalt søges 10.000 kr. pr. aktivitet.
Begge puljer kan søges af enkeltpersoner, grupper, foreninger og institutioner. Det er dog et krav, at man har samarbejdspartnere, og at man kan vedlægge den skriftlige samarbejdsaftale.
Gellerup Kulturmidler støtter udvikling af kulturaktiviteter og kulturproduktioner, som understøtter:
- At Gellerup fortsat er en åben og attraktiv bydel.
- Initiativer, som opkvalificerer det kunstneriske og kulturelle miljø og vækstlag.
- Kulturprojekter og – produktioner, som bidrager til synligheden af lokalområdet.
Den store pulje støtter:
- Kunst- og kulturprojekter der har et længerevarende perspektiv med mulighed for forankring i Gellerup.
- Kunst- og kulturprojekter og -arrangementer, herunder planlægning, produktion og gennemførelse.
Går du rundt med en ide om et projekt der vil komme Gellerup til gode, så kan du her læse mere og ansøge Den store pulje. Der kan ansøges to gange om året, både til forår og efterår.