Bordnissen fortæller

I ved, der er mange slags nisser, og jeg er altså bordnisse.
Staldnisser bor i stalden på en bondegård. Staldnisser passer på køer og grise om natten, når landmanden sover.
I kender måske ikke alle sammen mandelnisser, men de finder på mandelgaver. Nogen af jer har måske prøvet at få en mandel i sin ris a l’amande juleaften? – og så får man jo også en mandelgave. Det er takket være mandelnisserne, men jeg tror ikke, at ret mange har set en rigtig mandelnisse. De gemmer mandler, så de er svære at finde. Og selv er de heller ikke til at få øje på.
En skovnisse har grøn hue på, og en skovnisse har mest at bestille om foråret, når træerne skal have grønne blade på, – og om efteråret, når blade skal males gule og røde og lægges pænt over hele skovbunden.
Ja, der er jo også drillenisser. I har sikkert oplevet, at man slet ikke kan finde en ting, der hvor man har lagt den. Så er det en drillenisse, der har været på arbejde.
Jeg har hørt om hønisser, men jeg ved ikke, hvad en hønisse er for en nisse. Der hvor jeg bor, kravlede det mindste barn en gang hen til bogreolen og begyndte at hale bøger ud på gulvet. Jeg har jo mit arbejde som bordnisse at passe, så jeg kunne ikke gøre noget ved det.
Men så kom moren heldigvis ind i stuen. Hun sagde: “Nej, ved du nu hvad!”, – og hun skyndte sig hen og tog barnet op. Da var det, at hun sagde: “Din hønisse!” Men det lød ikke, som om hun var rigtigt vred. Hun gav også barnet et knus, så det grinede højt.
Nå, men jeg er altså en bordnisse. Nu skal I høre hvad en bordnisse bestiller.
Hjemme hos os er vi så mange bordnisser, at vi kan stå ved hver tallerken juleaften og holde et bordkort. Et bordkort er sådan en seddel med navn på, der fortæller, hvem der skal spise af den tallerken. På den måde bestemmer vi bordnisser, hvem der skal sidde ved siden af dig juleaften.
Jeg var sidste jul bordnisse ved det mindste barns tallerken. I kan tro, det var ganske forskrækkeligt for en fin bordnisse.
Barnet havde fået sovs, kartofler og rødkål på sin tallerken. Inden faren havde fået skåret kød i stykker til barnet, havde det smidt en kartoffel på gulvet og gnedet sovs i sit hår. Mens moren samlede kartoflen på gulvet op, kastede barnet to stykker kød i morens glas. Faren forsøgte at hindre barnet i at skubbe rødkålen ud på bordet, men derved væltede barnets glas, så mælken skyllede hen over dugen og rødkålen.
Og jeg kunne bare stå der helt stille med mit bordkort. Men det allerværste var, at barnet klaskede sin ske ned i sovsen, så den sprøjtede til alle sider og lige op på mit halstørklæde. Hvis I ser godt efter, kan I se, at pletten er der endnu.
Nu er jeg nok ikke ren og pæn nok til at komme på julebordet i år. Men det gør ikke noget, for så skal jeg være bordnisse i entreen og stå hele julen med en seddel, der står “velkommen” på. Jeg skal være sammen med en anden bordnisse som skal holde en seddel, der står “glædelig jul” på.
I synes måske, at jeg skal have et nyt halstørklæde, eller have mit gamle halstørklæde vasket?
Men nej uha, det går skam slet ikke. Nisser må hverken blive vasket eller få nyt tøj. Vi nisser er nemlig allerbedst, når vi bliver gamle, og så kan det jo ikke nytte, at vi igen kommer til at se nye ud.
Det kan godt være, at jeres bedsteforældre har en nisse, som er meget, meget gammel. Den passer de særligt godt på, fordi den har været med til så mange juleaftener. Den ser slidt og brugt ud, og det er netop det allermest fornemme ved en nisse.
Men uha dog, som jeg sludrer, og som tiden går. Nu skal I have tak, fordi I ville høre bordnissens fortælling. Og kan I så alle sammen have en rigtigt glædelige jul.