Der er god plads i Fritids- og Ungdomsklubben i Rosenhøj for tiden. Selv om det kun er omkring halvdelen af klubbens medlemmer, der går på Søndervangskolen, så har indførelsen af heldagsskolen betydet meget – nu går børnene i skole fra kl. 8.00 til kl. 16.00, men det har også betydet meget, at Århus Kommune har hævet prisen for en plads i Fritidsklubben fra kr. 168,.- til kr. 605,- pr. måned.
I Ungdomsklubben er forhøjelsen endnu større nemlig fra kr. 52,- til kr. 213,- pr. måned. En stigning på henholdsvis 260% og 409%. Det har betydet, at klubben har mistet 20 medlemmer. I dag er der 94 medlemmer i klubben, som ialt har plads til ca. 200.
”Det er problematisk for mange familier, at det er blevet så dyrt, og vi har også mistet en del medlemmer af den grund. Men heldigvis er der mange, der kan få hel eller delvis friplads,” udtaler konstitueret souschef Mette Christoffersen.
“Mange sjove ting at lave”
Fritidsklubben er for de 11-13 årige, mens Ungdomsklubben er for de 14-18 årige. Desuden er der etableret en pigeklub, som mødes hver mandag kl. 17.00-21.00 i Rosenhøj 29 – det tidligere Fritidshjem Titania.
Der foregår mange spændende aktiviteter i klubben, der er et godt computerrum, der arrangeres ture, fodboldturneringer, biografture, fællesspisning og meget andet.
”Det gode ved at gå i klubben er, at der er så mange sjove ting at lave som fx pool, bordtennis og airhochey, og så er der også lektiehjælp, og der er lige lavet et helt nyt sejt computerrum. Vi synes også, det er fedt, at der er storskærm, så vi kan spille PS2 og se champions league kampe,” siger de fire friske drenge Nageye, Hamad, Nasradin og Liban.
Fritidslubben har åbent:
Mandag kl. 13.00-18.00
Tirsdag kl. 13.00-21.00
Onsdag kl. 13.00-18.00
Torsdag kl. 13.00-18.00
Fredag kl. 13.00-17.00
Søndag kl. 12.00-17.00
Ungdomsklubben har åbent:
Mandag kl. 18.00-22.00
Tirsdag kl. lukket
Onsdag kl. 18.00-22.00
Torsdag kl. 18.00-22.00
Fredag kl. 17.00-22.00
Klubbens adresse er: Rosenhøj 31,
Tlf.: 86 29 68 66
E-post: rosenhoj@bu.aarhus.dk
Hjemmeside: www.klubbenrosenhoej.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.