I dag lørdag d. 14. juni inviterer foreningen ’Lektiehjælpen Tusindfryd’ alle beboere i Gellerup og omegn og ikke mindst lektiehjælpens brugere og deres familier til fødselsdagsfest på Gellerup Bibliotek kl. 12-15.
Lektiehjælpen Tusindfryd har i 10 år tilbudt gratis lektiehjælp og samtaletræning til børn og voksne med flygtninge- og indvandrerbaggrund. Lektiehjælpen startede i en lejlighed, men har nu til huse på Gellerup Bibliotek.
Fødselsdagsfest på Gellerup Bibliotek
Fødselsdagen fejres på Gellerup Bibliotek med opvisning i folkedans, sommer- og fødselsdagssange og boller og kage. Der er korte taler af byrådsmedlem Ali Nuur, lederen af Gellerup Bibliotek Lone Hedelund og lektiehjælpens formand Astrid Bjerg.
Der er i dag 60 frivillige hjælpere, der hver uge hjælper omkring 100 børn, unge og voksne med lektielæsning, opgaveskrivning m.m.
Til glæde for både brugere og hjælpere
Astrid Bjerg siger, at lektiehjælpen har budt på mange frugtbare og lærerige stunder for både brugerne af lektiehjælpen og de frivillige. Hun håber på en dejlig fødselsdagsfest og på gode perspektiver for lektiehjælpens fremtid.
En af de frivillige hjælpere Hanne Morell siger i en portrætsamtale med Aarhusvest-portalen: "Det er så dejligt, når et barn går ud herfra med oprejst pande, fordi han har forstået sine lektier." Hun ser lektiehjælpen som et godt supplement til sine studier i sprog på Universitetet. Læs hele portrættet af en frivillig hjælper i ’Lektiehjælpen Tusindfryd’ her på portalen.