På afdelingsmøde i Ryhaven vedtog beboerne regler for at holde husdyr, – og afviste forslag om tillade husdyr i boligbebyggelsen!
Ryhaven er en almen boligbebyggelse i Hasle under Boligselskabet Præstehaven. Bebyggelsen er tæt-lav og består af 124 boliger.
Forslag om at tillade husdyrhold nedstemt
Det er langt fra første gang, forslag om at ophæve forbud mod husdyr i Ryhaven har været på det årlige afdelingsmøde. Og en nyindflyttet beboer stillede forslaget til afdelingsmødet igen i 2008.
Dette forslag blev nedstemt med 44 stemmer mod 36.
Derimod blev et forslag fra afdelingsbestyrelsen om ændring af ordensreglerne vedtaget. De vedtagne ordensregler indeholder stadig et forbud mod at holde hunde og katte, samt andre dyr, som kan være til fare eller gene for andre beboere.
Krav til forslag om at tillade husdyrhold
Men på forslag fra afdelingsbestyrelsen vedtog beboerne samtidigt regler for, hvad forslag om at tillade husdyr skal indeholde. Afdelingsbestyrelsen har dermed villet sikre, at forslag om at tillade husdyr fremover er udstyret med garantier mod problemer ved husdyrhold. Som f.eks. hunde til kamp-, vagt- eller beskyttelsesformål og husdyrs efterladenskaber på fællesarealer.
Ordensreglerne i Ryhaven har derfor nu en bestemmelse, der siger:
“Fremsættes forslag til afdelingsmødet om ophævelse af forbud mod husdyr, skal sådant forslag indeholde bestemmelser til sikring af:
– at andre beboere ikke påføres udgifter ved husdyrhold
– at omkostninger for Afdelingen ved husdyrhold afholdes af husdyrholdere ved konkret udgiftsdækning og ved kontingentbetaling til husdyrforening i Ryhaven
– at husdyrholder gennem medlemskab af husdyrforening i Ryhaven bidrager aktivt og gennem kontingentbetaling til, at husdyr i Afdelingen ikke er til ulempe for nogen beboer eller til skade for Afdelingens orden og vedligehold
– at husdyrholder overholder aftaler mellem afdelingsbestyrelse og husdyrforening i Ryhaven om begrænsninger i husdyrhold og om krav til husdyrhold for at undgå gener for Afdelingens beboere.”
Udkast til vedtægt for husdyrklub og aftale om husdyrhold, hvis nu —
Desuden er udarbejdet et udkast til vedtægt for en eventuel husdyrklub og udkast til aftale mellem en husdyrklub og afdelingsbestyrelsen.
Ryhavens afdelingsmøde sagde igen i år nej til husdyr, men tilføjede: Hvis nu —, så skal der være styr på det! Og det skal være husdyrholdernes fælles ansvar.